Omgivelserne er naturskønne med Værebro Å i baghaven og bare 100 meter til Roskilde Fjord, og dette bliver på fornemmeste vis kombineret med en stilsikker og raffineret villa fra 2023, hvor en stringent arkitektur og lækre materialer går op i en højere enhed. Den solrige have følger ubesværet trop med den tårnhøje kvalitet.
I bosætter jer på en lukket vej i den nordlige del af Jyllinge. En lille sti leder jer på få øjeblikke til fjorden, så det er ingen overdrivelse, at storslåede naturoplevelser er en del af det hyggelige og velfungerende kvarter. I kan sågar have en lille båd liggende, og siden diget blev bygget i 2018, er der heller ingen grund til bekymringer i forbindelse med høj vandstand i fjorden. Hvad angår hverdagens logistik, har I alt, hvad I skal bruge, inden for cykelafstand.
Villaen toner frem med en nydelig murstensfacade med dekorative gesimser. Det sorte, valmede tag og de sorte vinduesrammer står skarpt til de lyse sten, og inden døre genfinder I samme velovervejede og gennemførte æstetik. I opholdsrummet, hvor stue, alrum og køkken er udført i forening, resulterer den fortræffelige loftshøjde og de markante lysindfald i en fabelagtig stemning, der kun yderligere underbygges af de flotte vinylgulve i sildebensmønster. Køkkenet er smagfuldt arrangeret med fronter i henholdsvis træ og en mat, sort nuance, Taurus-armatur og stenbordplader.
Foruden opholdsrummet består planløsningen af ikke færre end fem værelser. Det oplagte forældresoveværelse har tilknyttet et luksuriøst badeværelse, og derudover råder I over endnu et badeværelse, et praktisk bryggers og et skjult viktualierum.
Haven er anlagt, så den er nem at passe, og fordi terrassen er placeret, så den tilgås fra køkkenet og stuen, bliver den i hele sommerhalvåret en integreret del af det oplevede boligareal. Grunden er solrig fra morgen til aften, og ved indkørslen er der en bred carport.