Velkommen indenfor her i Algade 32, som ligger midt på "hovedgaden" i Ringe by. En flot ejendom at kigge på og senest har ejendommen fået nyt flot tegltag i 1999, hvor øverste etage samtidig er ombygget, efterisoleret, med nye vinduer m.v. Ringe er en aktiv by og som ligger lige i smørhullet midt mellem Odense og Svendborg. Nem adgang til motorvej, togstation og med alt hvad familien har brug for i hverdagen.
Med sine 473 etagemeter, er der mulighed for selv at flytte ind i ejendommen og "få tilskud" til huslejen i form af lejeindtægt. Investeringsmæssigt kan der også tænkes i andre baner, det kunne evt. være at opdele boligdelen i 2 lejemål, hvilket det har været tidligere. Her en beskrivelse af ejendommens etager:
Stueetagen er registreret med 211 m2, hvoraf de 188 m2 er butikslokale. Butikken er et stort reelt rum, med indgang både fra ejendommens forside, samt fra bagsiden/Centrumpladsen, hvor der også er mange parkeringspladser. Store vinduespartier med god udstillingsmulighed på begge siden er ejendommen. De resterende kvadratmeter er overdækket indgangsparti og trappegang til de øvrige etager. Desuden toilet i stueetagen. Fra butikken er ligeledes en indvendig trappe til 1. salen.
Den pæne trappegang viser dig vej til 1. salen som byder på en rummelig entre med indbyggede skabe samt adgang til toilet. Det store lyse køkken-alrum med meget god skabsplads og hvide låger. I køkkenet er der plads et godt stort langbord, ligesom der er udgang til den skønneste gårdhave man kan ønske sig, og med frit udsyn til kirken. 2 store værelser som ligger ud mod Algade samt værelse på mere end 20 m2 som vender ud mod Centrumpladsen. Et praktisk bryggers med vask og installation for vaskemaskine. Du kan tage den indvendige trappe til 2. salen eller via hovedtrappen.
Øverste etage er indrettet med en stor, lys stue uden skråvægge og med loft til kip. Lidt bærende vægge står tilbage, og det giver en naturlig inddeling af stuen og med skorsten/brændeovn i midten af rummet. Et dejligt lyst badeværelse med gulvvarme, bruseniche og indbyggede skabe. Desuden værelse/soveværelse, hvor du ligeledes kan nyde det fine kig til kirken over Centrumpladsen.
Lidt historie:
Lis og Jørn åbnede Butik 32 i 1978 og har siden forsynet de midtfynske kvinder med smart tøj til hverdag og fest. En veldrevet og populær butik. Forinden da, var der butik med salg af småmøbler, men ejendommen har også huset Tatol, manufakturhandel, vvs og smede ud mod Centrumpladsen samt fotoatelier på 1. salen. Så mulighederne er mange i Algade 32.
Har du spørgsmål om lejemålene, butikken eller andet, så er vi naturligvis behjælpelige med at svare.
Ejendommen opvarmes med fjernvarme, og har flot energimærke C.