På en af de små og hyggelige stikveje, hvor roen sænker sig, ligger [Arnakvej 46] – helt for enden af vejen og i første række til skoven. Herfra kan du træde direkte ud i Marselisborgskovene via havelågen og lade naturen blive en del af hverdagen. På en varm sommerdag kan strandtasken pakkes med favoritsnacks og kølige drikke, og via skovens stier er der kun en kort tur til kysten.
Beliggenheden giver samtidig nem adgang til byens liv. Når du trænger til at skifte skovens ro ud med fortovscaféer, kulturtilbud og byens farverige nerve, er det blot at springe på cyklen. Ad skovens skrånende veje og videre ad Strandvejen tager turen ca. 10 minutter, før du befinder dig på livlige Frederiksbjerg. Lokalt finder du gode indkøbsmuligheder, ligesom der kun er en kort cykeltur til Skåde Skole. Og når naturen skal udforskes, er både Moesgård Museum og Dyrehaven lige i nærheden.
Her for enden af stikvejen får du ikke blot en villa tæt på skoven – du får en bolig, hvor naturen også er tænkt ind i selve huset. De mokkafarvede mursten, mahognigavlene, zinkinddækningerne og de matsorte teglsten får villaen til at træde naturligt ind i landskabet.
Haven består af en stor plæne med plads til leg og ophold samt flere terrasser, hvor solen kan følges gennem dagen. På den hævede træterrasse kan dagens sidste solstråler nydes fra de indbyggede bænke. Det store fliseareal løber rundt om huset, og om aftenen skaber de diskrete lamper langs murene en varm stemning.
Den oprindelige 70’er-villa er renoveret og moderniseret ad flere omgange. Tag og vinduer er fra 2007, mens en større indvendig renovering blev gennemført i 2017. Det snedkerlavede køkken fra Hansen Furniture er udført med fingertappede skuffer samt fronter og bordplader i lange, brede Dinesen-planker. Gaggenau-hvidevarer samt et elegant armatur med udtrækkelig bruserfunktion fuldender køkkenet.
Træerne trækker skoven indenfor, mens de store vinduer åbner hjemmet mod naturens skiftende farver. Det opleves både i køkken-alrummet og den niveaudelte stue, hvor det nedre niveau har loft til kip, fritlagte hanebånd og en smuk gavl af vinduer mod skoven. Gulvvarme og den indbyggede brændeovn fra 2017 sørger for komfort og vinterhygge, mens den specialbyggede vinskabsvæg bliver en del af indretningen.
I stueplanet finder I det store master bedroom med eget badeværelse fra 2017 med armaturer fra Vola, loft til kip, ovenlysvinduer og snedkerlavet møbel med dobbeltvask. Fra soveværelset er der direkte adgang til terrassen og udebruseren, hvor saltvand og strandsand kan skylles af efter en tur ved kysten.
På førstesalen ligger to børneværelser, som deles om badeværelse og et stort multirum – et oplagt sted til gaming, leg eller fest uden at forstyrre resten af huset. Også her er loftet ført til kip, og vinduerne åbner for flotte kig til de grønne omgivelser. Der er desuden mulighed for at etablere endnu et værelse.
Her får I kompromisløse rammer, hvor naturen inviteres helt indenfor og bliver en naturlig del af hjemmet. Et unikt levested for jer, der sætter pris på ro, villavejsidyl og et gennemført hjem, totalrenoveret med fokus på kvalitet, funktionalitet og æstetik.