Her får I en villa, hvor den oprindelige charme er bevaret, mens de store investeringer allerede er foretaget. De seneste år er boligen blevet gennemgribende moderniseret med blandt andet et flot JKE-køkken/alrum fra 2022. Senest er huset blevet frisket flot op både inde og ude, hvor blandt andet vinduer er nymalede både indvendigt og udvendigt, vægge er malet, garagen er opfrisket og malet, og de udvendige vedligeholdelsesfrie materialer er gennemgået. Det hele bidrager til et lyst, velholdt og indflytningsklart hjem.
Boligen rummer i alt 182 m² fordelt på to plan, hvortil kommer en stor carport på ca. 50 m².
Moderne køkken-alrum med husets sjæl intakt
Husets naturlige samlingspunkt er det flotte JKE-køkken fra 2022 med stor køkkenø, dobbelte ovne og masser af arbejdsplads. Køkkenet ligger i åben forbindelse med spiseafdelingen og har direkte udgang til terrassen, så inde- og udeliv let smelter sammen.
Videre åbner boligen sig mod den store stue, hvor originale stuklofter, den flotte karnap og det dejlige lysindfald skaber en varm og klassisk atmosfære.
God planløsning til familien
Stueplan byder desuden på en rummelig entré med bryggersfunktion samt et flot badeværelse fra 2018.
På førstesalen finder I 3 gode rum i form af 2 lyse værelser og et stort soveværelse med loft til kip, fritlagte bjælker og masser af karakter. Herudover er der toilet, et stort repos der kan fungere som ekstra stue, multirum, eller andet. Fra Repos'et er der udgang til en dejlig altan, med god udsigt over byen.
Privat have og skønne terrassemiljøer
Udenfor fortsætter de gode oplevelser. Haven er dejligt lukket og ugeneret med høj hæk hele vejen rundt, så både børn, hund og sommerliv kan nydes helt privat.
De store terrasseområder giver rig mulighed for både grillaftener, afslapning og hyggelige stunder med familie og venner.
Central beliggenhed i Støvring
På Hæsumvej bor I centralt med kort afstand til skole, daginstitutioner, indkøb, togstation, fritidsaktiviteter og resten af Støvrings mange tilbud. Her får I en bolig, hvor både hverdagen og fritiden bliver let at få til at hænge sammen.