Stramme linier, fuldmurede smukke facadesten, tagpaptag med zinkinddækning og mørke træ/alu vinduer understreger de grafiske linier i dette stringente byggeri.
Når man ankommer til villaen er der ingen overflødig pynt: skønheden ligger i præcisionen og de enkle linier. Men når man kommer ind i den smukke glasentré, åbner det hele sig op: Den smukke gårdhave med de mange kroge kommer til syne og herfra går man videre ind i boligen.
Lamellofter i egetræ, sandfarvede klinkegulve, brede træplanker og de markante forskudte loftshøjder giver altsammen et varmt og eksklusivt udtryk, som går igen i hele villaen. Den varme stemning bliver højnet af Unoform elementer i massivt egetræ i køkken og på begge badeværelser. Villaen er opført fuldmuret i en smuk lys beige sten (som er imprægneret), og indenfor er der klassiske vandskurede vægge i kombination med rå vægge i de højloftede opholdsrum. Altsammen er med til at give et eksklusivt og indbydende nordisk look rundt i hele villaen.
Familien har tegnet og indrettet hjemmet således at der altid er plads til gæster og samvær - fokus er lagt på store, højloftede opholdsrum, og det passer perfekt til jer der måske har jeres gang på Golfbanen, som ligger 5 min. gang fra villaen. En lille cykeltur eller rask gåtur væk, finder I Palmestranden, Lerbæk naturområde, Padelcenter, integreret daginstitution og indkøb.
Her får I 184 kvm. under tag + glasgang + dobbelt carport.
Boligen indeholder: Entré i glas med brostensbelægning, seperat afdeling med bryggers og lille depotrum, stor entré med skabsvæg, lamelloft og ovenlysvindue, smukt, eksklusivt Unoform køkken med stor Ø med qvartsit stenplade, qooker i bruneret messing, topkvalitet hvidevarer i Miele, med bl.a. 2 ovne. Det smukke køkkenområde fremstår som et smukt møbel i den store stue, der er opdelt i en stor opholdsafdeling og et lyst spiseområde hvor der nemt kan dækkes til 14 personer. Fra rummet er der udgang til 2 terrasser: Den ene er overdækket og forsynet med hæve/sænke glasvægge for læ og solmulighed og Ipe trægulv. Den anden terrasse er omkranset af stor læmur og sikrer de sidste solstråler på en sommeraften. Indenfor kan I fra den lille hyggestue (oprindeligt 1 værelse), nyde et glas vin til synet af den smukkeste solnedgang ved Golfbanen. 1 stort værelse med skabe og plads til dobbeltseng, lækkert badeværelse med bruseniche og Unoform møbel.
Soveværelse, walk-in samt et stort, luksuriøst og lækkert badeværelse med Unoform badrumsmøbel og en meget stor bruseniche med rainshower.
Avanceret alarmsystem med overvågning installeret.
Den smukke gårdhave (der har adgang til flere overdækkede skure), er helt lukket og indrettet som et uderum med kroge overalt og en smuk vægbelysning. Haven er med flere bede i corténstål og en plæne der fører direkte ud til grønt fællesområde. Her kan I både fra villaen og fra haven nyde synet af alt det grønne - her er ro og fred og bare skønt.....
Tag med ud og se denne kvalitetsvilla.