Æv … boligen blev solgt til en anden

Næsten halvdelen af køberne har oplevet det

Det er altid ærgerligt, når drømmeboligen smutter for næsen af én, men det er tilsyneladende ikke helt sjældent. Det viser en EDC-spør­ge­un­der­sø­gel­se fra efteråret 2026.

Næsten hver anden køber (49 pct.) på boligjagt i Midtjylland har oplevet, at huset eller lejligheden, de ellers gerne ville købe, endte med at blive solgt til en anden. I Nordjylland sker det lidt sjældnere, godt fire ud af 10 gange (43 pct.). Ja-procenterne i resten af landet ligger et sted mellem de to jyske regioner, når man spørger til, om en køber har oplevet alligevel ikke at blive den nye ejer af en bolig, der ellers lige passede.

Somme tider går det stærkt

– Huspriserne er steget markant det seneste år, og salgstiden har været generelt faldende. Kø­berin­ter­es­sen er stor, samtidig med at der er færre huse til salg efter en sommer med højt ak­ti­vi­tets­ni­veau mange steder i landet. I nogle områder bliver især villaer og rækkehuse endda solgt væsentligt hurtigere end for et år siden, siger EDC’s cheføkonom, Jan Nordmann.

– Derfor er det som køber en god idé at have styr på økonomien, før man går til fremvisning. Så ved man, hvad man kan købe bolig for og har eventuelt mulighed for at byde, når den rigtige bolig dukker op, lyder hans anbefaling.

Halvdelen vil betale over udbudsprisen

På det svenske boligmarked er der tradition for at lægge ud med en relativt lav udbudspris, som sælger så forventer, at interesserede købere byder op undervejs. I Danmark er det mere almindeligt at udbyde en bolig tættere på den forventede salgspris.

Boligsiden har spurgt sine brugere, om de er villige til at betale mere end udbudsprisen, hvis de finder den rigtige bolig. Det svarede 38 pct. ja til, mens 12 pct. mente, at de ville være indstillet på at byde over, “men kun lidt”.

Til gengæld forventer knap en tredjedel (29 pct.) at få en eller anden form for afslag. Cirka hver femte (22 pct.) svarede, at de højst vil betale udbudsprisen.