Banker udnytter boligkøb til at kapre kunder

Forbrugerrådet: Problem at banker også ejer ejen­doms­mæg­le­re

Boligejere er attraktive bankkunder, og af og til bliver det åbenbart lidt for fristende at gøre et ønske om f.eks. et boliglån betinget af, at en ny eller eksisterende kunde flytter andre dele af sin økonomi til banken eller sælger bolig hos den ejen­doms­mæg­ler­kæ­de, der er en del af den samme finanskoncern som banken.

Det må banken ikke ifølge Lov om formidling af fast ejendom (§50, stk. 1), der har til formål at sikre forbrugeren frit valg blandt leverandører af tilknyttede ydelser uden at føle sig presset til at bruge bankens faste sam­ar­bejds­part­ne­re.

Finans.dk har de seneste uger omtalt forskellige eksempler på overtrædelser af reglerne. Blandt andet kunder, der er blevet bedt om at flytte deres børneopsparing til banken i forbindelse med boligkøb, og et eksempel hvor banken skriver i en mail, at det er en betingelse for finansiering af boligskift, at der foretages “fuldt bankskifte” til den pågældende bank, og at boligen “skal sættes til salg hos en af vores sam­ar­bejds­mæg­le­re”.   

Desværre ikke usædvanligt

Ifølge EDC’s kom­mu­ni­ka­tions­chef, Jan Nordmann, er det desværre ikke usædvanligt, at bankerne på ulovlig vis forsøger at fratage kunderne deres lovsikrede frie valg og i stedet prøver at presse dem til at vælge bankens mæglerkæde. 

- Det aktuelle eksempel er klokkeklart, fordi bankrådgiveren formulerer det ulovlige krav på skrift. Havde det bare været et enkelt tilfælde, levede vi med det. Men det sker jævnligt, dog oftest ikke i en mail, men via en mundtlig samtale med bankens kunder, siger Jan Nordmann, som har samlet dokumentation, som indikerer, at der ikke kun er tale om “enkelte tilfælde og fejl”, som det er formuleret i svaret fra bankens presseafdeling. 

Han har, i samarbejde med EDC’s ejen­doms­mæg­ler­bu­tik­ker, samlet 44 eksempler og beretninger om, hvordan en bank presser en kunde til at anvende bankens egen mæglerkæde. 

Forbrugerrådet: Det er problematisk

Hos Forbrugerrådet Tænk mener cheføkonom Morten Bruun Pedersen, at det er et generelt problem, at banker også ejer ejen­doms­mæg­ler­kæ­der og re­al­kre­di­tin­sti­tut­ter.

- Og når bankerne så endda ikke overholder lovgivningen, fordi de gerne vil tage for sig af retterne rent økonomisk, ryger kæden helt af. Det skal bankerne stramme op på. Ellers må myndighederne ind og rydde op, siger han til Finans.dk. 

For­bru­ger­rå­dets cheføkonom vurderer i øvrigt, at mange danskere slet ikke er klar over, at Home er ejet af Danske Bank, at Nybolig og Estate er ejet af Nykredit og at Danbolig er ejet af Nordea.

- Meningen med lovgivningen er, at vi skal have fri konkurrence. Og det svækker jo konkurrencen, og går dermed ud over både boligejere og de andre kunder, hvis de føler sig mere eller mindre tvunget til at vælge bankens egen ejen­doms­mæg­ler­kæ­de, fremhæver EDC’s kom­mu­ni­ka­tions­chef, Jan Nordmann.