Godt gang i hussalget i Jylland
Fire områder overgik corona-rekord
Danske boligkøbere har tilsyneladende både haft tid til at holde sommerferie og til at købe nyt hus i løbet af det, der ellers plejer at være en af de mere stille måneder på boligmarkedet.
Den seneste opgørelse over afsluttede handler viser, at det nu ikke længere kun er i og omkring de største byer, at aktivitetsniveauet er højt. Den øgede interesse for at købe bolig har spredt sig til store dele af landet.
Det er nemlig gået rigtig godt med at sælge huse, især i flere jyske kommuner og på Sjælland uden for hovedstadsområdet, hvor hussalget hen over sommeren flere steder er steget med 15 pct. i forhold til samme periode sidste år.
Det viser EDC’s markedsoverblik, som bygger på tal, der dækker hele branchen.
Sæt huset til salg
Vil du vide, hvad dit hus er værd?
Bestil et gratis salgstjek her
Corona-rekord slået i fire landsdele
Fire steder i Danmark overgik hussalget juli-rekorden fra 2020 i de vilde corona-dage: Sydjylland, Nordjylland, Vestjylland samt Vest- og Sydsjælland.
I Københavns Omegn, i Nordsjælland og på Fyn lå sommersalget tæt på rekorden fra 2020.
Samlet set, opgjort for alle boligtyper, var der i juli måned næsten 20 pct. flere handler på landsplan end i samme periode sidste år. I antal 8.700, så trods alt stadig et stykke fra corona-sommeren 2020 med 9.675, det højeste antal bolighandler nogensinde i en juli måned.