Hvilken type lån skal du vælge?
Realkreditlån vs. prioritetslån som boligfinansiering
Der findes ikke ét svar på, hvordan du bedst finansierer dit boligkøb med lån. Det vil altid afhænge af din aktuelle økonomi, hvor risikovillig du er, og hvad dine planer med boligen er.
For at kunne vurdere, hvilken lånetype, der passer bedst til dit aktuelle boligkøb, er det praktisk at have styr på, hvad forskelle, fordele og ulemper er, når vi taler realkreditlån vs. prioritetslån.
Ved boligkøb i Danmark er det et krav, at du selv kommer med mindst 5 pct. af købesummen som kontant udbetaling. Resten kan finansieres med realkreditlån (op til 80 pct. for helårsboliger og 75 pct. for sommerhuse) og lån i banken til resten.
Den klassiske søjle i dansk boligfinansiering
Realkreditlån – er den mest almindelige måde at finansiere hovedparten af boligkøbet på i Danmark. Du kan vælge mellem fast eller variabel rente, og du kan optage lånet med eller uden afdragsfrihed. Der er pant i din bolig. Renten er bestemt af obligationsmarkedet, som giver en stabil og relativt lav rente.
Til gengæld betaler du bidragssats, som er et håndterings-/administrationsgebyr, der kan udgøre en væsentlig del af den samlede ydelse, især hvis renten er meget lav, og hvis du har finansieret din bolig med realkreditlån helt op til maksimumgrænsen på 80/75 pct.
Du kan omlægge lånet, men ikke uden ekstra omkostninger. Så længe du betaler dine ydelser til tiden, kan realkreditinstituttet ikke opsige dit lån. Det kan banken derimod med et prioritetslån.
Senest har flere banker lanceret realkredit-baserede lån, med en større fleksibilitet, sådan at du som låntager kan skrue ned for betalingerne i perioder, hvor du har brug for mere råderum i økonomien.
Banklån med pant i din bolig
Prioritetslån – er bankernes svar på realkreditlånet. Det er egentlig et almindeligt banklån, men fordi banken kræver pant i din bolig, kan du som regel få en lavere rente end ved andre typer banklån.
Her er det alene banken, der fastsætter, hvilken rente du kan få. Renten på et prioritetslån er typisk knyttet til Nationalbankens og den europæiske centralbanks rentepolitik, men hvis du har en robust økonomi, bør du kunne forhandle renten ned i den laveste ende af bankens rentespænd og/eller forhandle rentetillæg og gebyrer ned.
Stor forskel på billigste og dyreste finansiering
Forbrugerrådet Tænks test af boligfinansiering i foråret 2026 viste, at der kan være op til 80.000 kroners forskel på billigste og dyreste finansiering over en periode på 10 år, hvis du vælger et realkreditlån.
Folkene bag Tænk-testen konkluderer, at et prioritetslån i nogle tilfælde kan være en billigere løsning, hvis du skal låne de maksimale 80 pct. af boligens værdi som realkreditlån, fordi der med høj belåningsgrad følger ekstra høje bidragssatser, som ikke til forhandling på samme måde, som rentetillæg og andre bankudgifter er.
Men i forhold til den del af boligkøbet, du får banken til at hjælpe med via et prioritetslån, er der endnu større grund til at se sig for. Her afslører testen forskelle på helt op til 300.000 kr. over 10 år.
- Det mest almindelige er at udnytte finansieringsmuligheden med realkreditlånet fuldt ud, fordi det næsten altid er det billigste, og så fylde op med et prioritetslån i banken for resten. Netop fordi der kan være så stor forskel på omkostningerne, og fordi rente med mere på banklånet kan forhandles, er det altid vigtigt at indhente flere tilbud, før du beslutter dig, understreger EDC’s kommunikationschef, Jan Nordmann.