Snyd ikke dig selv i skat

Husk at udnytte håndværker- og servicefradrag

Husk at indberette udgifter, som kan trækkes fra i den skattepligtige indkomst efter reglerne for det grønne hånd­vær­ker­fradrag, som blev genindført med finansloven for 2025 efter at have været afskaffet i nogle år. 

Hånd­vær­ker­fradra­get er i 2025 på op til 8.600 kr. for hver voksen person i husstanden og bliver lidt højere i 2026 og 2027, som er den periode, hvor fradragets størrelse foreløbig er fastsat. Du kan indtaste fradrags­be­ret­ti­ge­de udgifter på din forskuds­op­gø­rel­se (log på TastSelv her), hvis du vil have glæde af skatteværdien allerede nu, eller du kan vente til indberetning af 2025-årsopgørelsen åbner 1. marts næste år.        

Fradraget gælder for alle voksne i husstanden

Boligejere kan få fradrag for håndværkeres arbejdsløn inklusiv moms (men altså ikke for materialer), til godkendte ener­gi­for­bed­rin­ger og klimavenlige istand­s­æt­tel­ser af deres helårs- og fritidsboliger. 

Uanset hvem der har betalt, kan ægtefæller og samlevere frit fordele det samlede fradrag mellem sig. Arbejdet skal være udført i kalenderåret 2025, og regningen skal være betalt digitalt.  

Værdien af hånd­vær­ker­fradra­gets værdi er cirka 25 pct. Hvis du har betalt 3.000 kr. for en hånd­værk­sy­del­se, sparer du omkring 750 kr. i skat. Udnyttes det fradraget fuldt ud, er der udsigt til en skat­te­be­spa­rel­se på den fornuftige side af 2000 kr. pr. voksne i husstanden. 

Tjek reglerne for hånd­vær­ker­fradrag på skat.dk 

Husk også ser­vi­ce­fradra­get

Ser­vi­ce­fradra­get gives for udvalgte serviceydelser i din helårs- og/eller fritidsbolig. Også her gælder det, at fradraget kun gives for arbejdslønnen, og at du kan indtaste fradrags­be­lø­bet som en del af forskuds­op­gø­rel­sen nu, eller vente til årsopgørelsen i foråret. 

Fradraget er på op til 17.500 kr. pr. person i 2025. Arbejde, der er udført i 2024 og betalt senest 28. februar i år, er også fradrags­be­ret­ti­get, dog kun op til 11.900 kr.

Du kan blandt andet få servicefradrag for rengøring, vin­du­es­puds­ning, børnepasning, visse former for havearbejde, installation af tyverialarm og reparation af hårde hvidevarer.

Tjek reglerne for servicefradrag på skat.dk