Sommerhuse hitter blandt boligkøberne
Se områderne med de højeste prishop
Drømmen om et ekstra hus, uden for byen og tættere på naturen, har det tilsyneladende godt i 2026. Der har nemlig været godt gang i sommerhusmarkedet, før sommeren for alvor satte ind. Et pænt stykke over 1.000 sommerhuse skiftede ejer i løbet af årets sidste forårsmåned. Af 8.688 solgte boliger på landsplan var 1.158 af dem sommerhuse.
Det er det tredjehøjeste niveau for måneden, der er målt, siden statistikken startede i 2011. Kun i 2020 og 2021 blev der solgt flere sommerhuse i maj. Det viser EDC’s markedsoverblik, som bygger på tal fra Boligsiden, der dækker hele branchen.
Sæt sommerhuset til salg Start med et uforpligtende salgstjek
God aktivitet flere steder i landet
Generelt er der stor aktivitet mange steder i landet. Særligt i Vestjylland og Nordsjælland har flere købt sig et indenlandsk fristed til ferier og weekender, men også i dele af det øvrige Sjælland (Vest og Syd) samt i Nordjylland ligger antallet af afsluttede handler på niveau med sidste år eller lidt højere.
På lokalt niveau er det kommuner som Lemvig, Guldborgsund, Norddjurs og Sønderborg, der har oplevet den største fremgang i salget af sommerhuse i maj, når man sammenligner med samme måned i 2025.
Priserne fortsætter op
Generelt er priserne på danske sommerhuse rykket et par trin opad i løbet af foråret. I løbet af marts rundede kvadratmeterprisen for første gang et gennemsnit på 25.000 kr. og er nu med 26.028 kr. i maj lige akkurat kommet over det næste tusindtal.
Gennemsnitsprisen dækker over store prisforskelle alt efter landsdel, sommerhusområde og husets beliggenhed. I mange jyske kommuner er det stadig muligt at finde sig et sommerhus til en væsentligt lavere kvadratmeterpris.
Gratis og uforpligtende salgstjek Find ud af hvad sommerhuset kan sælges til
Sommerhuspriserne er ifølge Finans Danmarks kvartalstal steget i 29 kommuner, sammenlignet med foråret 2025, og mest i Vest-/Sydsjælland (17 pct.) og Østjylland (14 pct.).
Vidste du, at du kan leje sommerhuset ud mens det er til salg?