Udnyt fradrag for for­år­spro­jek­ter

Se 8 forslag til inden- og udendørs forbedringer

Forår og sommer er højsæson for bolig- og haveprojekter. Vinduerne skal males eller skiftes ud, haven skal måske lægges om, og der er ofte et par vedligeholdelses­opgaver, der har ventet siden efteråret. 

Mange af de bo­lig­for­bed­rin­ger, du overvejer, kan give fradrag på årsopgørelsen ved at benytte enten hånd­vær­ker­fradra­get eller ser­vi­ce­fradra­get. Det gælder også projekter i dit sommerhus. Fradraget gælder kun arbejdsløn, ikke materialer. Du skal have kvittering med moms og betale digitalt med kort, MobilePay eller netbank.

Udendørs projekter med fradrags­mu­lig­hed

  • Få tjekket og renset tagrenden. Stoppede tagrender, som du måske ikke lige fik renset i efteråret, kan give vandskader på facade og sokkel. Arbejdsløn til rensning af tagrender har givet servicefradrag siden 2025

  • Få tjekket kloak og afløb. Kloakarbejder på egen grund, udskiftning af kloakrør og fornyelse af dræn er alle fradrags­be­ret­ti­ge­de, som en del af hånd­vær­ker­fradra­get. 

  • Nyt græs og ter­ras­se­renove­ring. Anlæg af ny græsplæne og be­læg­nings­ar­bej­de, fx renovering og rensning af fliser på terrasse eller indkørsel, kan give servicefradrag. 

  • Beskæring og hækkeklipning. Arbejdsløn til professionel klipning af hæk, beskæring af buske og træer samt træfældning og bortskaffelse af væltede træer giver servicefradrag. Også i sommerhushaven.

Bo­lig­for­bed­rin­ger med fradrags­mu­lig­hed

  • Nye vinduer og døre. Udskiftning af vinduer, terrassedøre og yderdøre er omfattet af hånd­vær­ker­fradra­get. Nye energiruder reducerer varmetabet og kan forbedre boligens energimærke.

  • Installer solceller. Installation af solceller, også i kombination med et batteri, er fradrags­be­ret­ti­get under hånd­vær­ker­fradra­get. Hvis solcellerne skal producere strøm til varmepumpe, er der også til­skuds­mu­lig­he­der via var­me­pum­pe­pulj­en.

  • Isoler tag, loft eller ydervægge. Planlæg din ener­gi­renove­ring henover sommeren, hvor det er lunere at leve med midlertidige åbninger og huller i huset. Isolering af tag, loft og ydervægge (herunder hul­mur­si­so­le­ring) er omfattet af hånd­vær­ker­fradra­get. 

  • Service på varmepumpe eller fyret. Det lovpligtige ser­vi­ce­ef­ter­syn sikrer, at varmeanlægget er klar, når det igen skal bruges til efteråret. Få det gjort nu, så slipper du for ventetiden, når alle andre skal have tjekket deres.

God fornøjelse med for­år­spro­jek­ter­ne.

PS. Også med Servicefradrag: Få pudset vinduerne indvendigt/udvendigt og repareret komfur, køleskab, opvaskemaskine eller vaskemaskine.