Undgå nabostrid når havesæsonen starter
Kend de vigtigste regler for naboskab
Nabostridigheder kan starte mange steder - fra nye tilflyttere med nye vaner til gammelt nag, som ingen rigtig kan huske årsagen til. Noget af det, naboer ofte bliver uenige om er, ikke overraskende, det der står mellem nabogrundene: Hegn og hæk i det skel, som markerer grænsen mellem din og naboens matrikel eller offentlig vej.
Første trin mod enighed og det gode naboskab er selvfølgelig at være enige om, hvor skellet egentlig er.
Præcis hvor går skellet?
Det er vigtigt, at skellet er fastlagt korrekt. Udover korrekt placering af hegn og hæk, har det blandt andet betydning for, hvor meget og hvor du må bygge på din grund.
Nogle steder er grænsen mellem de forskellige matrikler markeret med skelpæle. Pælene kan ligge under jorden og skal i så tilfælde lokaliseres med en metaldetektor. Og ellers kan du typisk se skellinjen ved at indtaste din adresse på Geodatastyrelsens matrikelkort.
Desuden kan en praktiserende landinspektør fastlægge et skel ved en såkaldt skelforretning, hvor de faktiske forhold undersøges på stedet.
Hvad kan kategoriseres som et hegn?
Et fælleshegn er et hegn i skel mellem to grunde. Hegnet kan være hæk eller anden beplantning, plankeværk, raftehegn, pilehegn, trådhegn eller en havemur.
Hvis du og naboen er enige, må der som udgangspunkt gerne opsættes et hegn midt i skellinjen. Hegnet skal passe ind i omgivelserne og tydeligt adskille de grunde, det står imellem.
Småbygninger som skure og garager må normalt bygges helt til skel og kan erstatte et hegn, men så er det Bygningsreglementet og ikke Hegnsloven, der gælder. Det betyder blandt andet, at bygningen ikke må være højere end 2,5 meter. Og at naboen skal varsles, inden du bygger. Se mere om reglerne for småbygninger.
Hvor højt må hegnet være?
Hvis du er enig med din nabo, kan hegnet være så højt, som I har aftalt. Kan I ikke blive enige, er den generelle regel, at højden skal være mellem 1,8 og 2 meter. Hvis I er uenige om den faktiske højde, fx på grund af særlige terrænforhold, kan det afgøres ved et hegnssyn, som foretages af en landinspektør.
En fælles hæk skal klippes mindst en gang om året. Du skal klippe din egen side, mens I deles om ansvaret med at holde hver jeres del af toppen nede i den aftalte højde.
Læs mere hos Bolius:
Særlige regler gælder i København
Hegnsloven gælder ikke i Københavns Kommune, som har egne regler i Københavns Kommunes bygningsvedtægt, som gælder i stedet. Reglerne minder om dem, der gælder for resten af landet, men en af de ting der er anderledes er, at det er kommunens tekniske forvaltning, og ikke det lokale hegnssyn, der kan træffe en afgørelse ved uenighed.