Yderligere 10.000 kr. i tilskud

Tilskud til varmepumpe stiger snart

Godt nyt til boligejere, der planlægger at skifte gasfyret eller oliefyret ud med en varmepumpe. Næste år stiger til­skuds­mu­lig­he­den via Var­me­pum­pe­pulj­en. 

Puljen, der skal fremme en mere energieffektiv opvarmning af danske boliger, forventes at åbne igen i starten af 2026. For at øge tempoet i den grønne omstilling er tilskuddet fra næste år sat op med 10.000 kroner - fra de nuværende 17.000 til 27.000 kroner.

  • Kan du og din bolig få tilskud til en varmepumpe?

Hvis din bolig er opvarmet med oliefyr, gasfyr, elvarme, træpillefyr eller anden biokedel,  opfylder du det første krav. Se de andre krav og tjek om boligen er til­skuds­be­ret­ti­get ved at indtaste adresse: Tjek her, om du kan få tilskud

Stort potentiale for at få flere med

Salget af varmepumper har i år igen været stigende efter at have været gået lidt i stå i 2024. Det er kun hver 10. varmepumpe, der installeres med tilskud fra Var­me­pum­pe­pulj­en, så der er et stort potentiale for at få flere med, mener Troels Hartung, som er bæ­re­dyg­tig­heds­chef hos er­hvervsor­ga­ni­sa­tio­nen TEKNIQ, der organiserer virksomheder i det tekniske erhvervsliv.

- Vi ved, at tilskud virker. For mange husholdninger er varmepumper den billigste op­varm­nings­form, men investeringen står i vejen. Her kan puljen, især når den nu bliver forhøjet, være med til at få tempoet op, siger han.

Fradrag vil gøre det lettere for boligejerne

Var­me­pum­pe­in­du­stri­ens bran­che­or­ga­ni­sa­tion (VPI) arbejder for, at var­me­pum­pe­pulj­en fra 2027 ændres til et fradrag, fordi det vil gøre det lettere for både boligejere og leverandører at planlægge investeringer og kapacitet.

- En fradrags­ord­ning kan skabe den ro og for­ud­si­ge­lig­hed, som både boligejere og virksomheder har brug for, siger VPI’s formand Niels Peter Skov, som i øvrigt mener, at kendskabet til Var­me­pum­pe­pulj­en er for lavt: 

 - Alt for få kender til ordningen. Derfor bør mar­keds­fø­rin­gen styrkes, så flere danskere opdager, hvor meget de kan spare – både i økonomi og CO₂ – ved at skifte til en varmepumpe, siger Niels Peter Skov.