Det er ofte de samme boligdrømme, der går igen i danskernes søgninger måned efter måned. Det viser EDC’s gennemgang af, hvad boligsøgende taster ind i fritekstfeltet på edc.dk. Vi ser nærmere på de mest populære søgeord i 2020, hvor så forskellige ord som ”sauna”, ”tennisbaner” og ”vindmølle” alle er i top-20 over listen af søgeord.

Populære søgninger
Hænderne er skruet godt på hos mange af vores boligsøgende, der søger efter et ”hånd­vær­ker­til­bud”, så de kan sætte deres eget præg på drømmeboligen og give den lige præcis de egenskaber, de drømmer om.

I samme boldgade ønsker en stor del af de fingernemme boligsøgende et arbejdsrum i deres nye bolig, og ”værksted” var derfor det fjerdemest søgte ord på edc.dk i 2020.

Mange søger også specialtegnede huse eller mulighed for at bo flere sammen, og ”arkitekt” og ”delevenlig” ligger i top-20, når de boligsøgende skal beskrive kravene til deres kommende bolig.

Ud over de fysiske egenskaber drømmer mange købere også om noget pænt at kigge på fra drømmeboligen. Det tredje- og femtemest søgte ord i 2020 var hhv. ”havudsigt” og ”udsigt”, som mange drømmer om at kunne krydse af på listen over ønsker til deres kommende bolig. Udsigten lader dermed til at være en smule vigtigere end ”have”, som indtager 7.-pladsen.

Udelivet fylder meget hos de danske boligsøgende, og ord som ”strand”, ”skov” og ”vand” står højt på listen. Mange søger også efter et sted til den pladskrævende sport ridning, og derfor finder vi ”ridehal”, ”hest” og ”stald” i top-20. 

Mange ønsker sig også et godt sted at stille bilen og cyklen, og ordet ”parkering” ender da også på en 8.-plads, mens ”garage” dog trumfer og indtager 2.-pladsen over de mest søgte ord på edc.dk i 2020.