Regler for snerydning

    Så er der igen risiko (eller chance alt efter temperament) for at vågne op til is og sne på fortovene, men hvem skal egentlig rydde sne, fjerne istapper og salte veje?

    Ansvaret ligger hos husejeren 
    Det er smukt, når sneen falder og lægger sig som en hvid dyne over landskabet. Men den del af sneen, der falder på fortovet, skal fjernes inden for ganske kort tid, og ansvaret for at få den fjernet ligger de fleste steder hos husejeren - uanset om der er tale om privat eller offentlig vej. Samtidig skal husejeren sørge for at fjerne istapper, hvis de udgør en risiko for for­bi­pas­se­ren­de, samt salte på fortovet.

    Der skal ryddes eller saltes
    Som privat grundejer har du pligt til at rydde sne eller salte på fortove og gangstier, der løber langs grunden, ligesom der skal ryddes sne på gangstier, i indkørsen og havegangen samt ved indgange og trapper, ligesom også postkassen, skraldespanden og pladsen omkring skal være ryddet. Det skal sikre, at postmanden, skraldemanden og selvfølgelig andre for­bi­pas­se­ren­de ikke kommer til skade. 

    Husk også at være opmærksom på, om der er risiko for faldende snedynger eller istapper fra taget. Er det ikke muligt at fjerne dem, må man sørge for at spærre af, så der ikke er nogen risiko ved at passere ejendommen.

    Som husejer på en privat vej er det desuden dit ansvar at rydde vejen foran din bolig - med mindre grun­de­jer­for­e­nin­gen står for det. Du skal rydde ud til midten af kørebanen, mens genboen står for at rydde den anden halvdel. Sørg samtidig for at holde brandhaner, elskabe, kloakdæksler og lignende installationer fri af snebunkerne.

    Du skal tidligt op
    Reglerne siger, at fortove og færds­el­s­a­re­a­ler skal ryddes snarest muligt efter snefald, og at der skal træffes for­an­stalt­nin­ger mod glat føre ved at salte eller på anden måde sikre, at færds­el­s­a­re­a­let ikke er glat.

    Efter lovens ord skal der altså ryddes med det samme, men reglerne bliver i praksis ikke tolket helt så firkantet. Alt efter forholdene må man dog forvente, at grundejerne har ryddet og foretaget glat­fø­re­be­kæm­pel­se fra klokken 7 morgen på hverdage, mens du om søndagen kan snue helt frem til klokken 8. Hvis det bliver ved med at sne, skal snerydningen fortsætte frem til klokken 22.

    Overhold ryd­nings­plig­ten, og undgå bøde
    Hvis du som grundejer ikke overholder ryd­nings­plig­ten, kan du blive straffet med en bøde, ligesom du risikerer at skulle betale erstatning, hvis nogen falder og kommer til skade på dit uryddede fortov.

    Så frem med sneskovlen! Det giver også varmen, og folk hilser så pænt på dig, mens du rydder sne.