142 m2 penthouse med 10 m2 tagterrasse
Fuldstændig indflytningsklar og helt unik penthouse-lejlighed, opført i 2014, i meget høj kvalitet. Lejligheden er på hele 128 m2 bolig + 14 m2 hemse + 10 m2 privat tagterrasse.
En sjældent set god planløsning med hele 3 soveværelser samt kæmpe stue/alrum gør boligen særdeles velindrettet og meget anvendelig uanset behov. Lejligheden er opført i 2014 i forbindelse med tagudskiftning på den flotte, klassiske hovedejendom fra 1905. Allerede fra hoveddøren imponeres du af det flotte materialevalg (fx brede, massive Dinesen-planker) samt det helt fantastiske lysindfald fra de mange kvistvinduer. Her er åbent til kip, så lyset fra ovenlysvinduerne strømmer ind over de charmerende hanebåndsbjælker, som virkelig giver atmosfære og luft omkring dig. Den kæmpe alrumsstue er det helt centrale leverum, i flot åben forbindelse med det tidsløse køkken. Et 4- fløjet dørparti åbner ud mod den vestvendte tagterrasse, som derfor på fornemmeste vis integrerer den i alrummet. Terrassen er i en klasse for sig, da den dels er stor, dels er særdeles solrig med sol fra både syd og vest. Samtidig ligger du i læ af tagryggen, så ordet ’oase’ er nok den bedste måde at beskrive det på. Tilbage i lejligheden igen får du også et lækkert badeværelse med separat brus og vaskefaciliteter. Herudover 2 hemse på i alt 14 m2, hvor den ene er åben og evt. kan anvendes til kontor og den anden aflukket (i øvrigt med vindue) til opbevaring, kontor etc. og derudover en meget praktisk og anvendelig entré.
Nydelig, klassisk Østerbro-ejendom fra 1905 med udskiftet tag i forbindelse med indretningen af taglejlighederne. Hyggeligt gårdmiljø med legeplads, fællesdage med grill etc. Foreningen består af to opgange og er særdeles veldrevet med en sund økonomi. Bemærk den lave ejerudgift såvel som det gode energimærke C.
Det er et spændende nærmiljø, du flytter ind i her, hvor du ikke alene bliver nabo til det ikoniske Komponistkvarter, men også kommer til at bo midt i det fantastiske "Klimakvarter", som er Østerbros nye grønne åndehul. I gåafstand til Fælled- og Kildevældsparken, gode parkeringsforhold og kort til S-tog, bus, Metro samt gode til- og frakørselsmuligheder til både City og nordpå. Endvidere rig mulighed for indkøb i nærområdet med alt fra Rema1000, Netto, Føtex, Meny og Lidl samt kort afstand til fitness. I området er fx også Tåsinge-/Skt. Kjelds Plads med deres charmerende kaffebarer og nærmiljøer. Er du til badning i bølgen blå, så er Svanemøllen Strandpark blot en gåtur væk. Velkommen til.