Gennemgribende moderniseret fritidshus - direkte til klitterne
Hvad får I på Bragdøvej 20 i Vrist? Først og fremmest én af områdets bedste placeringer. Sommerhuset ligger direkte op til klitterne, så I har Vesterhavets flotte natur lige uden for døren. Men indenfor møder I noget, der er næsten lige så spændende - en rummelig fritidsbolig, som er gennemgribende renoveret med modige, moderne virkemidler, der giver et helt unikt udtryk.
De omfattende opdateringer har givet både de udvendige og indvendige rammer et løft. Huset står knivskarpt med sort yderbeklædning og sort tag, der blev skiftet i 2022. Det samme gjorde vinduerne i huset, og med helt ny varmepumpe fra 2025 må man sige, at alt er, som det skal være.
Hvis I forventer en moderne indretning med åbne rumforløb og grebsfrit inventar, har I ret. I hvert fald et stykke af vejen. Faktisk er det noget helt andet, der definerer indretningen - de store plader i fineret fyrretræ, som tegner husets lofter og vægge med sin fine struktur. Det giver masser af varme og nærvær til huset, og det gælder især for det stilsikre køkken-alrum, som byder på kogeø og - selvfølgelig - hvidt, grebsfrit inventar. Stuen ligger i åben forbindelse hertil, og I har dobbelte terrassedøre på begge sider af opholdsrummet.
Med sine 131 m² hører huset desuden til de større af sin slags, og selvom det store opholdsmiljø tegner sig for godt halvdelen af arealet, er der rigelig plads til den gode værelsesafdeling. Her får I således tre værelser, hvoraf det ene har walk-in-closet og ikke mindst en upcyclet dobbeltdør med fine, farvede ruder mellem blyindfatningerne. Gode vådrum får I også, og disse består af et lille toilet foruden et stort, lækkert badeværelse, inden planløsningen afrundes af en entré med plads til vaskefaciliteter.
Glem heller ikke den store grund, som tæller hele 1.554 m² pragtfuld natur. Mod vejen er der plads til parkering, og derudover får I terrasser på begge sider af huset, mens klitterne gør, hvad de er bedst til - nemlig at skærme for vestenvinden.
Kyststrækningen mellem Vejlby og Vrist er et populært sommerhusområde, der inviterer til masser af aktiviteter i det fri. Der er mulighed for lange gåture på toppen af klitterne eller ved stranden, som er bred og børnevenlig. Den vedligeholdes af Kystdirektoratet, som forestår sandfodring efter behov, og vandkvaliteten er så god, at det Blå Flag vajer over stranden. Ellers er der rig mulighed for at nyde ferien i rolige omgivelser med hyggelige cykelture i det bakkede sommerlandskab, og det er endda muligt at tage til færgen til Agger og opleve Thy.
Hele området er kendetegnet ved den flotte og barske natur, som er særlig for vestkysten. Det er også muligt at besøge nogle af de omkringliggende attraktioner og byer. I Thyborøn kan man opleve en klassisk, dansk fiskerby med en autentisk atmosfære, JyllandsAkvariet og det spændende Sea War Museum Jutland, mens Smilets By - købstaden Lemvig - supplerer med shopping, kulturliv og sit charmerende havnemiljø. Mere lokalt er der gode handlemuligheder i Harboøre, som også byder ind med koncerter, foredrag og kreative værksteder.
Her bør I unde jer at kontakte EDC Lemvig for en fremvisning på 96 63 40 00.