Unikt beliggende landejendom med mange muligheder
Midt i det eftertragtede sommerhusområde i Hejlsminde finder du denne charmerende og alsidige ejendom – en sjælden mulighed for dig, der drømmer om en bolig med både karakter, fantastisk beliggenhed og mange anvendelsesmuligheder. Ejendommen byder på 196 m² bolig i stuehuset, naturskøn udsigt til åbne marker, fredskov og havet – og ikke mindst en række bygninger med både erhvervs- og udlejningspotentiale.
Når du ankommer, kører du ind gennem porten og ned til den hyggelige gårdsplads, hvor du mødes af trappen op til hoveddøren. Her træder du ind i en indbydende entré med højt til loftet og trappe til 1. salen. Til venstre ligger det rummelige snedkerkøkken med en lille spiseplads og nedgang til en praktisk kælder samt adgang til bagindgangen, hvor du også finder det første badeværelse.
I husets sydlige del finder du en lys og rummelig spisestue med udgang til en skøn delvis overdækket terrasse med udsigt til vandet. Desuden byder spisestuen også på en seperat og hyggelig opholdsstue. Den største af boligens to opholdsstuer ligger mod øst og byder på en unik tilbygning med store vinduespartier og en smuk bue, hvorfra udsigten til hav og landskab kan nydes i fulde drag.
På 1. salen finder du en rummelig repos, to værelser og et stort soveværelse med udgang til en større altan, hvorfra der er ugeneret udsigt til både havet og landskabet. I soveværelset er der en dejlig skabsvæg samt et mindre walk-in closet. Fra soveværelset og reposen er der direkte adgang til det rummelige badeværelse.
Udendørs venter en skøn, østvendt terrasse, hvor du kan nyde både morgensolen og udsigten til haven, skoven og havet. På den store grund er der desuden etableret en lang række funktionelle bygninger:
Et stort værksted, ideelt til hobby eller håndværk. Lade/staldbygning med loft, som også rummer en moderne ferielejlighed med 3 værelser, badeværelse, sauna og egen terrasse samt altan som lige nu er udlejet gennem Novasol. Lagerbygning med tilhørende ferielejlighed, moderniseret i 2017 og klar til brug. Desuden en særskilt kontorbygning i tre plan (kælder, stue, 1. sal), som tidligere har fungeret som lokalkontor for Novasol – ideel til liberalt erhverv, hjemmearbejde eller ny udlejning, samt en muret dobbelt carport opført i samme stil som resten af ejendommen.
Denne ejendom forener naturskøn beliggenhed med boligareal, erhvervsmuligheder og udlejning i ét og samme sted - én bolig, der skal opleves for at forstå dens fulde potentiale.
En unik mulighed i idylliske Hejlsminde!
Hejlsminde er en dejlig lille by, som ligger lige ud til Lillebælt. Her er en velbesøgt campingplads, et forsamlingshus og et fint ishus, hvor man kan få en god is. Herudover er her en god og lækker børnevenlig badestrand og et flot nyere istandsat havneområde, hvor der er mulighed for at grille og hygge, mens børnene leger på legepladsen. Endvidere er her dejlige restauranter, BaadeOg & Mormorslandkøkken og ikke mindst et naturskønt område omkring Hejls Nor. Der er kort afstand til både Kolding, Haderslev og historiske Christiansfeld. Desuden er der indkøbsmulighed i Hejls.