Idyllisk beliggende landejendom med 1,8 ha jord og udsigt over Ho Bugt.
Fristes I af tanken om at flytte tæt på naturen? Derude, hvor der er højt til himlen, og hvor I har masser af plads til familieliv, hobbyprojekter, køkkenhave og måske endda høns og mindre dyrehold? Så skal I endelig se nærmere på denne dejlige ejendom, der giver jer 1,8 hektar jord, et velindrettet stuehus og tilhørende udhuse til udfoldelse af jeres drømme.
Ejendommen ligger smukt placeret i det åbne landskab ud mod Ho Bugt. Udsigten er betagende, uanset om I sidder indenfor i stuen, slikker sol på terrassen eller hygger jer med havearbejdet, og de rolige og naturskønne omgivelser er til glæde for hele familien - også de firbenede medlemmer, hvis I vil have heste eller får til at græsse i en indhegning på grunden. En tilhørende udbygning kan bruges til lidt af hvert alt efter jeres behov, og dobbeltgaragen sørger for, at der er god plads til familiens vognpark.
Det kønne rødstenshus, som er opført af sælger i 1991, byder på et boligareal på 171 m2 i ét plan, og her kan I bestemt også se frem til at indrette jer. I opholdsafdelingen ligger køkken-alrummet centralt, og herfra er der adgang til to dejlige stuer, hvor særligt den ene imponerer med loft til kip, havedør til terrassen og store vinduer. Tænk, hvor dejligt det bliver at sidde her, når solen skinner ind gennem sprossevinduerne, og der er fri udsigt til det fantastiske vadehavslandskab. Badeværelse og bryggers ligger lige ved entréen, og endelig kommer I til at råde over tre rummelige værelser.
Fra ejendommen er det nemt at komme rundt i hverdagen, uanset om du sætter kurs mod Billum og Oksbøl eller større byer som Varde og Esbjerg. Bosætter I jer her i Billum, får I fornøjelsen af et aktivt foreningsliv og en velfungerende friskole. Skøn natur findes i overflod omkring jer, for ejendommen ligger lige på kanten til Nationalpark Vadehavet og tæt på Varde Å.
Kom selv ud og se, hvor dejligt her er: Bestil en fremvisning af Ho Bugt Vej 31 allerede i dag.