På Frederikslystvej 47 i Eriknauer finder I en ganske særlig liebhaverejendom, hvor historie, natur og moderne komfort smelter sammen i de smukkeste rammer. Her får I en ejendom med sjæl og karakter, hvor de velbevarede detaljer, de imponerende bygninger og den naturskønne grund tilsammen skaber et sted, som sjældent udbydes til salg.
Allerede ved ankomsten fornemmer man ejendommens helt særlige atmosfære. I bliver budt velkommen via den flotte gårdsplads, hvor de klassiske rødstenslænger fremstår utroligt velholdte og velbevarede. Sammen med det imponerende stuehus danner de et harmonisk og næsten herskabeligt gårdmiljø med masser af charme og idyl. Stuehuset står smukt med hvidpudset facade, rødt tegltag og elegante detaljer, som mest af alt minder om en mindre herregård eller et landsted med stolte traditioner.
Ejendommen breder sig over mere end 8 hektar jord og tilbyder en helt unik kombination af skov, åbne arealer og hyggelige opholdssteder i naturen. Cirka 5 hektar består af privat skov med mulighed for jagt, hvilket gør ejendommen oplagt for jer, der drømmer om naturen helt tæt på og ønsker fredelige omgivelser med et rigt dyreliv. Her kan I gå lange ture i egen skov, nyde årstidernes skiften og opleve en sjælden ro, som kun få ejendomme kan tilbyde.
På grunden finder I desuden en idyllisk sø, som tilfører området en helt særlig stemning. Ved søen ligger et hyggeligt anneks, som skaber mange anvendelsesmuligheder - hvad enten det skal bruges til gæster, afslapning, hobby eller som et fredfyldt fristed med udsigt over vandet. De naturskønne omgivelser omkring søen indbyder til lange sommeraftener, bål, fiskeri eller blot ro og fordybelse i de smukke omgivelser.
Det velholdte stuehus rummer hele 294 boligkvadratmeter og er siden 2006 gennemgribende totalrenoveret fra A-Z. Renoveringen er udført med stor respekt for ejendommens oprindelige stil og arkitektur, hvilket tydeligt mærkes overalt i boligen. Her er moderne løsninger kombineret med de originale detaljer, som giver huset varme og karakter. Et særligt højdepunkt er den fantastiske spisestue, hvor det gamle håndlavede træloft nænsomt er restaureret og bevaret.
Planløsningen er gennemtænkt og ideel til familielivet med opholdsrum samlet i stueplan og værelsesafdeling ovenpå. I stueplan træder I ind i en imponerende hall, som elegant fordeler boligens rum. Herfra finder I det store køkken/alrum med elementer fra Tvis og Svane, hvor der er god plads til både hverdagsliv og gæster. Videre herfra finder I den stemningsfulde spisestue samt den store opholdsstue. Fra begge rum er der direkte adgang til den skønne sydvestvendte terrasse, hvor solen kan nydes dagen igennem med udsigt til de grønne omgivelser.
Stueplan rummer desuden bryggers, gæstetoilet, rummeligt badeværelse samt to gode værelser.
På førstesalen mødes I af et stort og lyst repos, som leder videre til en hyggelig opholdsstue eller multirum. Herudover finder I den eksklusive masterafdeling med walk-in closet og eget badeværelse med stor spa. Etagen byder desuden på yderligere tre gode værelser samt endnu et badeværelse.
De gamle længer er i sig selv noget ganske særligt og rummer knap 1.000 kvadratmeter med et væld af muligheder. Bygningerne fremstår flotte, velbevarede og giver ejendommen sit helt særlige præg. En del af længerne er i dag omdannet til en fantastisk gildesal med køkken og toilet - det perfekte sted til større sammenkomster, familiefester eller arrangementer. Her er der desuden installeret varmepumper og spots. De øvrige bygninger rummer blandt andet værksted, lager og store disponible arealer med utallige anvendelsesmuligheder for både hobby, erhverv eller opbevaring.
Frederikslystvej 47 er kort sagt en sjældent udbudt ejendom for jer, der drømmer om en velbevaret landejendom med masser af historie, imponerende bygningsarealer og en fantastisk grund med skov, sø og natur i absolut særklasse. Her får I en ejendom, der skal opleves.