Solidt og velholdt sommerhus - kun et par hundrede meter fra selve Vesterhavet
Beliggenheden i et roligt hjørne af Vrist er svær at komme udenom, men huset på Flyvholmvej 27A har også meget at sige. I får et velbygget murstenshus med nyere tag, så hvis I søger et uproblematisk fritidshus med få trin til selve Vesterhavet, er netop denne ejendom et rigtig godt bud.
Fordelene ved et velbygget murstenshus er klare - især hvis I sammenligner med et tilsvarende træhus fra samme årgang. Ejendommen er fra 1977, og med et pænt, praktisk listetag fra 2021 får I et hus, som I ikke skal bekymre jer om. Desuden fremstår fritidshuset pænt med hvidmalede facader, der komplementeres af gråtonet træværk i form af både gavle, stern og lægivende plankeværk omkring terrassen.
I forhold til indretningen hører huset ikke til de største i Vrist, men til gengæld er det glimrende udnyttet. De sammenlagt 56 m² byder på to fine værelser med rigelig sengeplads til en familie, og dertil kommer et stort opholdsområde, som giver maksimal udnyttelse af kvadratmeterne. Her smelter stuen sammen med køkkenet, som har pæne, hvid skabslåger med trægreb, mens terrassedøren leder jer ud til haven på sydsiden af huset.
Når sæsonen lakker mod enden, er det rart at kunne tænde op i brændeovnen om aftenen, og med en effektiv luft-til-luft-varmepumpe er det nemt at holde en stabil temperatur året rundt. Der er praktisk plads til garderoben i den lille entré, og endelig får I et veldisponeret badeværelse med indbydende sanitet samt pæne, sorte klinker på gulvet og i brusenichen.
Intet er værre end at blive mødt af et vildnis af en have, når man ankommer til sit sommerhus. Det slipper I heldigvis for her, hvor den 1.200 m² store matrikel er en flot, nem naturgrund. Ved selve huset er den fine terrasse delvist overdækket, så grillen altid står i ly, og derudover er det bare at nyde de skønne rammer, når I kommer tilbage fra en vandretur ved havet.
Kyststrækningen mellem Vejlby og Vrist er et populært sommerhusområde, der inviterer til masser af aktiviteter i det fri. Der er mulighed for lange gåture på toppen af klitterne eller ved stranden, som er bred og børnevenlig. Den vedligeholdes af Kystdirektoratet, som forestår sandfodring efter behov, og vandkvaliteten er så god, at det Blå Flag vajer over stranden. Ellers er der rig mulighed for at nyde ferien i rolige omgivelser med hyggelige cykelture i det bakkede sommerlandskab, og det er endda muligt at tage til færgen til Agger og opleve Thy.
Hele området er kendetegnet ved den flotte og barske natur, som er særlig for vestkysten. Det er også muligt at besøge nogle af de omkringliggende attraktioner og byer. I Thyborøn kan man opleve en klassisk, dansk fiskerby med en autentisk atmosfære, JyllandsAkvariet og det spændende Sea War Museum Jutland, mens Smilets By - købstaden Lemvig - supplerer med shopping, kulturliv og sit charmerende havnemiljø. Mere lokalt er der gode handlemuligheder i Harboøre, som også byder ind med koncerter, foredrag og kreative værksteder.
Kontakt EDC Lemvig for en fremvisning på 96 63 40 00.