Charmerende fritidshus tæt på stranden og købmanden
Med hyggen som fanebærer formår dette charmerende fritidshus i Vejlby at stille sig i et meget positivt lys, men man kommer ikke udenom, at husets bedste aktiv er beliggenheden. For I finder fritidshuset helt centralt i det eftertragtede område stort set lige mellem købmandsbutikken og stranden og med få hundrede meter til alle feriebyens aktiver.
Særligt om sommeren er der liv og glade dage ved købmanden og på Café John Wayne, som tilsammen danner Vejlbys knudepunkt. Selvom det ikke tager mange minutter at spadsere efter morgenbrød, isvafler eller aftensmad, ligger fritidshuset heldigvis mest af alt fredeligt - for enden af en lukket vej. Turen til vandkanten er lige så kort som til køledisken, og når I står på klitterne og kigger ud over stranden, er der tvivl om, hvorfor Vesterhavet er områdets store stjerne.
Fritidshuset fra 1968 minder lidt om de klassiske A-huse, dog uden helt så stejl taghældning. I 2020 skiftede man vinduer og døre, og generelt fremstår huset pænt vedligeholdt og alligevel ganske autentisk. De 53 m² er udnyttet til to værelser, hvoraf førstesalen alene består af det ene. Det andet værelse ligger sammen med badeværelset ved entréen, inden opholdsafdelingen tager over.
Et stort, sydvendt vinduesparti og et tagvindue ved køkkenet giver et godt lysindfald, og opholdsrummet har en behagelig stemning takket være loft til kip og en synlig bjælkekonstruktion. Ligeledes bidrager trævægge og -lofter til den hyggelige atmosfære, som fritidshuset er rigt på.
I skal heldigvis heller ikke snydes for en smule natur på den 1.200 m² store grund, for langt det meste af haven er udlagt som naturgrund. Hybenbuskene er med til at skærme terrasserne af, og ud over blomsternes skønne duft kan I se frem til rigeligt frugt i sensommeren, så hjemmelavet marmelade eller kompot kan indgå som et lille ferieprojekt.
Vejlby er et skønt og populært ferieområde, hvor der er plads til at koble af og nyde de naturskønne omgivelser ved vandet. Om sommeren kan strandture veksles til dejlige cykelture rundt i det smukke, bakkede landskab, men området er bestemt et besøg værd på alle årstider. Naturen ved Vesterhavet er på samme tid smuk og barsk, så det er fuldt forståeligt, at man netop her finder et meget attraktivt sommerhusområde.
Vesterhavet og den brede sandstrand er selvfølgelig højdepunkterne, men listen over aktiviteter er meget omfattende. Det er muligt at opleve det unikke klitlandskab fra hesteryg, mens Harboøre Fritidscenter tilbyder alt fra skydning og skaterbane til motionscenter. Ligeledes er der gode handlemuligheder i Harboøre, og i s æsonen åbner Café John Wayne og købmanden i selve Vejlby.
Vil man opleve lidt ekstra, ligger området kun et kvarters kørsel fra Lemvig og Thyborøn, som begge har hyggelige havnemiljøer ved Limfjorden. Det er også muligt at lade bilen stå og spadsere over til Victoria Street Station, hvor de gamle VLTJ-lokomotiver er blevet erstattet af støjfri, moderne batteritog.
Kom med på en fremvisning - kontakt os på 96 63 40 00 for at høre nærmere.