Drømmer du om en villa, der forener klassisk charme med moderne komfort – og som samtidig ligger tæt på naturen og centralt i Holte? Så er denne smukke ejendom fra 1918 måske dit næste hjem.
Villaen ligger i det eftertragtede kvarter ved Holte Skole, øst for Furesøen. Her bor du midt i det bedste af Holte – med gåafstand til Holte Havn ved Vejlesø, Furesøen og de naturskønne skove omkring Rude Skov, som indbyder til både gå- og løbeture. Indkøbsmuligheder, offentlig transport, Holte Station og Holte Midtpunkt ligger ligeledes inden for kort gåafstand, og den populære Holte Skole finder du blot et stenkast fra hoveddøren.
Ejendommen fremstår med sine røde mursten, sprossede vinduer og klassiske tagprofil som et smukt eksempel på Holtes arkitektoniske sjæl. De 188 kvadratmeter fordeler sig på en veldisponeret planløsning i tre etager. I stueplan bydes du velkommen i en lys og charmerende entré, hvorfra der er adgang til villaens smukke køkkenalrum med lyst, stilrent køkken i åben forbindelse med en hyggelig spisestue. Her er synlige loftbjælker, der skaber en varm og indbydende stemning. Fra spisestuen er der direkte udgang til en hyggelig og solrig sydøstvendt terrasse og haven, hvor du kan nyde morgensolen og solen langt hen på eftermiddagen.
Fra spisestuen ledes du via franske døre ind i en smuk og rummelig opholdsstue med stukloft, flot svensk kakkelovn og stor karnap, som – ligesom spisestuen – giver et skønt lysindfald. Fra opholdsstuen er der yderligere adgang til et pænt værelse/kontor, som også kan indgå som en naturlig del af stuemiljøet. I spisestuen, opholdsstuen og værelset er der smukke sildebensparketgulve og høje paneler, der sammen med de øvrige detaljer giver en helt særlig og klassisk atmosfære.
Fra køkkenet fører en lille trappe ned til en mellemgang, hvorfra du har adgang til et badeværelse med brus samt et pænt, rummeligt værelse. Fra entréen er der desuden udgang til haven, trappe til kælderen samt trappe til det udnyttede loftrum, der med fordel kan anvendes som gæsteværelse eller hobbyrum.
Førstesalen rummer en separat værelsesafdeling med tre gode værelser, et lyst badeværelse og en repos, der kan anvendes som lille kontor- eller læseplads. Etagen byder på charmerende detaljer som skrå vægge, synlige bjælker og et dejligt lysindfald.
Kælderen rummer yderligere 53 kvadratmeter med vaskerum og to disponible rum – ideelle som teenage-/hobbyrum, fitnessrum eller måske en stemningsfuld vinkælder.
Udenfor venter en ugeneret og frodig have på 689 kvadratmeter med god plads til leg, blomsterbede og lange sommerdage på terrassen. Her er små opholdssteder, et hyggeligt loungeområde og et oplagt sted til morgenkaffen i solen.
Dette er et hjem til dig, der drømmer om en klassisk Holte-villa, hvor arkitektur, atmosfære og hverdagens komfort går op i en højere enhed – et hus med varme, personlighed og sjæl i hver en detalje.