Pragtfuldt beliggende bungalow i Rønne Nord med fuld kælder, garage og skøn have, der støder direkte op til skoven
Med en pragtfuld beliggenhed i Rønne Nord, tæt på skole, skov og strand, finder du denne velbyggede og rummelige murstensbungalow. Her får du en godt indrettet ejendom i skønne omgivelser med 90 m² bolig og 90 m² anvendelig kælder, der fungerer som en naturlig del af beboelsen. Derudover findes der en muret garage, en isoleret og opvarmet udestue samt et hyggeligt gæsteanneks bagerst i haven – det hele er beliggende på en dejlig grund direkte op til skoven.
Du får en bolig tæt på indkøb, skoler, børnehave og idrætsanlæg m.m., og hvis du vil ud i naturen, kan du på få minutter være i Nordskoven (Blykobbe Plantage) med flot, varieret natur og gode løbe-, gå- og mountainbikeruter – samt den skønne og børnevenlige sandstrand lige bagved.
Ejendommen fremtræder i pæn, lys og delvist moderniseret/istandsat stand med blandt andet værelse i stueplan, flot køkken/alrum og nyere vinduer i stueplan. Huset er opført i gule mursten med hvide vinduer og sort Decra-stålpladetag. Opvarmningen sker via fjernvarme, og der er både brændeovn og varmepumpe i udestuen
Udenfor venter en skøn og ugeneret have direkte op til skoven, hvor du kan nyde fred og ro i naturen. Haven er anlagt med en lille trappe op til forhaven med græsplæne og varieret beplantning samt en dejlig baghave med græsplæne, drivhus, diverse beplantning og en stor træterrasse, hvor solen kan nydes i fred.
Ejendommen indeholder:
Entré. Badeværelse med toilet, håndvask, bruseniche. Soveværelse med skabsvæg. Lys stue, med gemt skydedør indtil køkkenalrummet. Flot, nyere køkkenalrum med god plads til spisebord. Hyggelig udestue med udgang til overdækket terrasse.
Kælderen, der er brugbar indeholder:
Trapperum med udvendig adgang. To gode disponible rum i forbindelse med hinanden. Begge med klinkegulv og gulvvarme og været anvendt til ”gæsteværelser” af sælger. Badeværelse med toilet, håndvask, brus og gulvvarme. Fyrrum/værkstedsrum. Stort bryggers med installation til vaskemaskine (trænger til istandsættelse)
Derudover forefindes:
Muret garage. Overdækning til brænde mv. Hyggeligt ”gæsteanneks” eller sommerstue, samt udhus til haveredskaber mv.
En godt beliggende ejendom i Rønne Nord med fuld kælder, værelse i stueplan og en skøn grund direkte til skov.