Dette charmerende svenske træhus har en attraktiv beliggenhed i forhold til mange af kvarterets øvrige villaer. Boligen ligger på en stor og dejlig grund på en stille, blind sidevej i et attraktivt og børnevenligt område. Her er man tæt på skoler, Campus, daginstitutioner, indkøb, cykelstier og legepladser - samt gode idrætsfaciliteter som fodboldbaner, padelbaner og svømmehal.
Ejendommen har haft samme ejer siden 1968, hvilket vidner om, at det er et dejligt sted at bo, man ikke ønsker at flytte fra. Huset fremstår som en hyggelig, historisk “tidslomme” i delvist bevaret original stand, hvor mange oprindelige detaljer giver boligen sin helt særlige karakter. Boligen trænger til istandsættelse og giver gode muligheder ændre indretningen og sætte dit eget præg - så du kan skabe dit drømmehjem.
Bag de grønne ydervægge byder boligen på 98 m² beboelse og 62 m² kælder. Du bliver mødt af en lys entré med adgang til både kælder og første sal og hvor det oprindelige ”kosteskab” er bevaret - perfekt til opbevaring af sko, jakker og hverdagens nødvendigheder. Til højre ligger badeværelset med toilet, håndvask og separat brusekabine, og lige frem finder du køkkenet med de originale køkkenskabe og plads til spisebord. De to stuer vender mod syd, og ligger forlængelse af hinanden - her er der er et skønt lysindfald samt udgang til haven.
På førstesalen finder man et stort soveværelse med skab, samt yderligere to værelser.
Kælderen rummer flere anvendelige disponible rum, blandt andet et trapperum med udvendig adgang, depotrum, stort vaskerum, som ofte omdannes til badeværelse samt hobbyrum med nyere fjernvarmeunit.
Ejendommen ligger på en skøn, uforstyrret grund på 728 m² med flot flisebelægning/indkørsel til carport og udhus, græsplæne, diverse beplantning, frugttræer, skønne solkroge og en hyggelig havepavillon.
Her får du en bolig med masser af charme og muligheder samt en attraktiv beliggenhed - perfekt til dig, der drømmer om at sætte dit eget præg på et klassisk svensk træhus.