Et hjem med sjæl, varme, idyl og livskvalitet
Boligen for den miljøbevidste familie, der ønsker lave varmeudgifter, mulighed for at dyrke egne grønsager og et hus, hvor der ikke er sparet på de gode materialer ved ombygninger.
Huset, som har et rummeligt boligareal på 238 m2, er totalt renoveret i stueetagen i 2005 med stor respekt for sin historie. Det er desuden meget velisoleret (bemærk energimærkning.) De synlige bjælker, de smukke Douglas-trægulve med gulvvarme og den gennemførte detaljegrad skaber en varm og harmonisk stemning. Husets naturlige samlingspunkt er det store, lyse landkøkken – et rum, hvor der er plads til både store middage og hyggelige stunder med en kop te ved den finske masseovn, der langsomt spreder sin behagelige varme i hele huset.
Stueetagen har et badeværelse og et gæstetoilet, og på førstesalen venter endnu et lækkert badeværelse, alle tre med gulvvarme. Hjemmet opvarmes desuden med jordvarme, hvilket giver både en bæredygtig og økonomisk løsning. Velholdt stråtag, hvor af en tredjedel er nylagt i starten af 2024, og alt er brandisoleret.
Udearealerne på denne ejendom er også et helt kapitel for sig.- Træd ud i den eventyrlige have, hvor idyllen fortsætter. På den store grund på 1.760 m2 kan du nyde duften af blomster, dyrke dine egne grøntsager i den store, giftfri køkkenhave, plukke bær og frugt eller bare slappe af på terrassen med fuglesang i baggrunden. Med skov, havn og badestrand lige i nærheden er der altid en naturskøn oplevelse lige inden for rækkevidde – uanset om du elsker lange gåture ved vandet eller en frisk dukkert på en sommerdag.
Selv om du bor i fredelige, naturskønne omgivelser, er der aldrig langt til byens puls. Roskilde ligger kun en kort tur væk, og med busforbindelser hver halve time, er det nemt at komme til og fra byen. Her finder du alt, hvad hjertet begærer – fra hyggelige caféer og charmerende specialbutikker til kulturelle oplevelser som Roskilde Domkirke, Vikingeskibsmuseet og den verdensberømte Roskilde Festival.
Veddelev har et godt naboskab med mange børnefamilier. Med en integreret børneinstitution ganske få hundrede meter fra bopælen, gode skoler, spændende fritidstilbud og en central placering tæt på København er Veddelev et fantastisk sted at bo – uanset om du er børnefamilie, naturelsker eller bare ønsker et hjem med ro og sjæl. Veddelev Bygade 51 er mere end et hus – det er et hjem med hjerterum, historie og nærvær. Et sted, hvor du kan skabe minder.