Sjældent udbudt, eksklusiv og indflytningsklar familievilla på hele 298 m² og integreret sidebygning på 84 m² samt yderligere disponible rum. Her får I en unik kombination af kvalitet, fleksibilitet og attraktiv beliggenhed tæt på fjorden, Lundsgårdskovene, Sydstranden og Kertemindes charmerende byliv.
Ejendommen ligger fredeligt i et eftertragtet villakvarter og fremstår klassisk og herskabelig med smuk rødstensfacade, hvide sprossevinduer og elegante tilbygninger med falset zinktage. Allerede ved ankomsten fornemmes den høje standard og de gennemførte materialevalg.
I bydes velkommen af en smukt anlagt forhave samt en præsentabel hall med god loftshøjde og flot sildebensparket, som er gennemgående i opholdsrummene. Huset har et fantastisk lysindfald, store rum og en gennemtænkt planløsning, der tilgodeser både familieliv og behovet for fleksible løsninger. Boligens naturlige samlingspunkt er det imponerende 43 m² store køkken-alrum med eksklusivt Svanekøkken. Køkkenet er udført med hvid kompositbordplade, Quooker, dobbelte ovne, integreret espressomaskine og god skabsplads. Her er plads til både hverdag og gæster. Fra alrummet er der direkte udgang til den sydvendte terrasse, hvor en 37 m² pergola danner rammen om udelivet.
Terrassen er anlagt i eksklusivt jatoba hårdttræ og skaber en harmonisk overgang mellem inde og ude. Via franske døre forbindes køkken-alrummet med den store opholdsstue på 35 m² med gennemgående pejs og terrassedøre til haven. Stueplan rummer desuden et stort kontor eller ekstra værelse med loft til kip, gæstebadeværelse samt entre og viktualierum.
På førstesalen finder I fire gode værelser, herunder et stort soveværelse på 25 m², samt et lyst badeværelse med badekar. Hele førstesalen har gulvvarme, hvilket understreger komforten.
Fra entre er der adgang til sidefløjen 2021/2022 med nyere bryggers/mellemgang, udgang til terrasse samt et stort værelse. Herfra er der direkte adgang til garagebygningen, som rummer stort multirum/garage, badeværelse og trappe til førstesal med to store disponible rum (ikke en del af boligarealet). Perfekt til erhverv, teenageafdeling, gæsteafsnit eller pladskrævende hobby. Haven er lukket og ugeneret, anlagt med græs, frugttræer og flere hyggelige opholdsmiljøer. En gennemført kvalitetsvilla med masser af plads og mange anvendelsesmuligheder - ideel til den moderne familie, der ønsker både beliggenhed og bolig i særklasse.