Moderne og fuldkommen stilren familievilla fra 2011 i attraktive Morud
I attraktive Morud skal vi se nærmere på denne villa fra 2011, der på alle parametre fremstår som en tidssvarende familiebolig. Hvad angår form, funktion og udtryk, er huset uomtvisteligt moderne, mens de 224 m2 (jf. BBR) bolig med hele seks værelser så rigeligt kan rumme selv den pladskrævende børnefamilie.
Boligmarkedet kan være vanskeligt at navigere i, og på mange måder henvender villaen sig til jer, der ønsker at skrive under på jeres foreløbigt sidste købsaftale. I får en bolig, som familien kan vokse i – også hvis I har behov for et hjemmekontor eller to. Samtidig er huset opført i en nydelig og afslappet stil, som næppe nogensinde bliver umoderne. For energiøkonomiens skyld er der etableret jordvarme, og en moderne luft-til-vand-varmepumpe sørger for lune, opvarmede gulve i hele boligen.
Her er det ikke mindst husets H-form, som direkte afspejler sig i planløsningen. Et opholdsafsnit med køkken-alrummet i centrum står som samlingspunkt i boligen, og afdelingen fremstår lækker med lyst inventar og loft-til-kip med smagfulde, diskrete akustikfelter. Som en indretningsmæssig genistreg har ovenlysvinduerne ligeledes fundet vej til rummet, som forbindes til stuen af franske døre.
Fire børneværelser samles om et praktisk multirum i den ene side af huset, hvor I også finder et pænt badeværelse. De øvrige to værelser findes i modsatte ende, og her byder det lækre forældresoveværelse på walk-through-closet til eget badeværelse. Rummet har både bruseniche og et skønt badekar, og endelig ligger bryggerset praktisk placeret ved entréen.
En stor carport med integreret udhus har fundet plads under tag, og I får rigelig plads til to biler. Den brede indkørsel er anlagt i pæne, passende fliser, og det samme er terrassen, som flugter langs husets sydside. En del af terrassen er overdækket, og da I ikke har naboer mod syd, ligger haven helt ugeneret mod det grønne fællesareal.
Skulle man i den forbindelse beskrive Morud med ét ord, ville det netop være “grøn”. Ikke alene ligger den populære by som en lysning i skoven, men byudviklingen tager også klart udgangspunkt i grønne kiler og stisystemer, som giver byen en dejlig, udfoldet karakter. Nærmeste institution ligger bogstaveligt talt 200 meter fra adressen, og meget længere har I ikke til hverken skolen eller byens handlemuligheder.
Klik her - følg EDC Søndersø på Facebook og få indblik i det nordfynske boligmarked, konkurrencer og meget mere!