Indflytningsklar villa med helårsanvendelig udestue og dejlig have!
Selvfølgelig kommer man langt med lækre, rundhåndede opdateringer, men det hele skal passe sammen. At Bøgevej 18 foruden sin flotte familievilla også gemmer på en dejlig have gør kun sagen bedre. Ikke mindst tager boligen sig godt ud i det større perspektiv, hvor de rolige villaveje i det sydlige Vissenbjerg giver gåafstand til alle fornødenheder, mens I finder naturen i Vissenbjergbakkerne lige rundt om hjørnet.
På alle niveauer har ejendommen meget at byde på, og huset er endda renoveret med udpræget grundighed. Villaen præsenterer sig med hvide facader, og faktisk minder byggeriet fra 1968 langt mere om en moderne familiebolig end en klassisk 60’er-villa. Der er indlagt fjernvarme, og i 2006 opførte man en stor, god carport på 33 m2.
Af andre fordele skal også nævnes den gode udestue, som blev tilføjet i 2023. Udestuen føjer 21 m2 til helheden, og det hele fremstår i helårsanvendelig kvalitet – en betydelig sidegevinst, når boligen på egen hånd tæller 114 m2. Derudover er planløsningen fortrinlig, så i praksis får I plads svarende til en moderne familiebolig. I en afdeling samles de tre værelser, som er et fornuftig udgangspunkt, og i samme sektion ligger boligens badeværelse, hvor inventaret i lyst træ matcher de sandfarvede fliser.
Et sammenhængende opholdsområde kan I også roligt sætte flueben ved, og her får I køkken-alrum og stue i åben forbindelse. Køkkenet er opgraderet med hvide fyldningslåger og mørke træbordplader, men bemærk også de charmerende anslag som den store porcelænshåndvask og den kunstfærdige kappe om emhætten. Fra opholdsstuen bliver I ledt videre til udestuen, mens selve hjemmet afrundes af en pæn entré, der desuden dublerer som boligens bryggers.
Skal man elske alle havelivets facetter for at nyde udelivet på Bøgevej 18? Måske ikke, men det hjælper. De fleste af regnbuens farver mødes i bedene, der er dygtigt anlagt omkring grunden, hvor I også finder en solrig terrasse med matteret glasværn og ikke mindst en skøn pergola. Vinranken lever sit bedste liv i drivhuset, hvor figentræet også er flyttet ind, og alligevel kan I stadigvæk finde plads til et par havestole i det tidlige forår.
Beliggenheden er også en god grund til at interessere sig for huset. Få trin fra adressen rammer I stierne til skoven, og på vejen passerer i Børnehaven Skovbrynet. Også Vissenbjergs idrætscenter ligger i denne del af byen, hvor gode faciliteter og nem adgang til motorvejen ligeledes trækker op.
Velkommen.