Moderniseret murermestervilla med hyggeligt skovområde som nabo
Det klassiske og det moderne er ikke hinandens modsætninger – og slet ikke på Stavnsagergyden i Rønninge, hvor denne nydelige villa ligger. Huset er nemlig en stærk repræsentant for den traditionelle murermesterstil, men samtidig bærer boligen præg af en lang række lyse, tidssvarende opdateringer. Derudover er naturen i fokus, for den store, hyggelige have grænser direkte op til et lille skovområde.
Helheden er skøn allerede ved første øjekast. Bag den veltrimmede forhave byder lyse, nærmest cremefarvede facader velkommen, mens sprossevinduerne og det røde tegltag ikke lægger skjul på husets charme og karakter. Byggeåret hedder 1940, og villaen hører afgjort til de velholdte eksempler på de flotte, attraktive murermestervillaer.
I får selv syn for sagen, når I træder indenfor, hvor boligen spænder over 142 m2 i halvandet plan. Alt er opdateret, og overalt kan huset demonstrere en fin rød tråd i materialevalget. Det gælder selvfølgelig ikke mindst for opholdsafdelingen, som ligger i stueplan og samler køkkenet og stuen i frit forløb. I en lille niche ligger køkkenet, der er udført med velvalgte detaljer – eksempelvis nydelige fyldningslåger og sprossede glasoverskabe, som harmonerer fint med husets stemning.
Stuen er udført med vægmonteret brændeovn, og derudover finder I også boligens badeværelse i stueplan. Også baderummet er mere stilsikkert end de fleste, og der er både badekar og bruseniche. Vaskefaciliteterne har I til gengæld plads til i baghuset, hvor bryggerset og fyrrummet ligger. Første sal indrettet som en skøn og privat værelsesafdeling med tre værelser, og endelig har I en lille kælder under huset.
Skal udelivet prioriteres, får I nærmest perfekte rammer. Haven er stor, men overkommelig, og der er rigelig plads til både børn og voksne. Syd for huset har I en solrig terrasse, som flankeres af et stort drivhus på 12 m2, og bålstedet er allerede klar til at blive taget i brug. Bemærk også den store carport mod vejen, som er på hele 46 m2 og rummer et integreret udhus.
Skoven er en fantastisk nabo, og generelt er området i særklasse naturskønt. Der er masser af skovområder at besøge, hvor en cykeltur til de mange småsøer i Davinde også er et besøg værd – i hvert fald på en sommerdag. Med det sagt, er de daglige fornødenheder mindst lige så vigtige, og Rønninge ligger pendlervenligt i forhold til motorvejen. I bor endda tæt på indkøb, daginstitutioner og legepladsen, mens gode stisystemer til Langeskov og den nærmeste skole sætter prikken over i’et.
Velkommen.