En spændende og interessant bolig, der skal ses og opleves.
Enhver kan se, at denne villa på Åbakken 11 er noget særligt. Træhuset fra 2008 kombinerer på fineste vis en klassisk stemning med moderne materialer og virkemidler, og dermed får I en lys, lækker og helt igennem stilren indretning. Derudover kan I glæde jer over en rolig beliggenhed i Nørre Aaby – helt nede i bunden af det lukkede vænge.
Faktisk er det ikke kun inden døre, at boligen skiller sig ud. Huset præsenterer sig nemlig flot mod vejen, og med blåmalet træfacade, sadeltag og hvide vinduesrammer har villaen en dybt charmerende fremtoning. Taget er belagt med sorte betontegl, og ved indkørslen er der forberedt til el-bil. I får en velordnet forhave med grusareal, carport og pæn, enkel beplantning, mens baghaven er helt ugeneret og perfekt sydvendt. Her finder I desuden en skøn, overdækket terrasse.
Med hele 216 m2 fordelt over to etager er boligen ganske rummelig. Tilmed er pladsen udnyttet til fulde, og det åbne opholdsområde i stueplan er indrettet med åben etageadskillelse, så der er frit udsyn til førstesalens repos. I får dermed et lækkert køkken-alrum med højt til loftet, og den lyse indretning understreges af det hvide skabsinventar og praktiske flisegulv. Det indbydende opholdsmiljø tæller også en stor stue, og mod syd har I udgang til terrassen og haven.
De to badeværelser og bryggerset er fra 2019. Begge badeværelser er udstyret med lækkert, gråtonet flisegulv, og mens det ene badeværelse har bruseniche, er det andet indrettet med spabadekar. Bryggerset har plads til vaskefaciliteter, og her har man valgt samme smukke flisegulv, som dermed skaber en rød tråd i indretningen. Endelig får I et værelse med walk-in-closet i stueplan, mens tre ekstra værelser ligger på første sal.
Nørre Aaby er et hyggeligt område med et rigt foreningsliv, der skaber et stærkt fundament. I får kort gåafstand til Nørre Aaby Skole, og der er ligeledes kort afstand til daginstitutioner som vuggestue og børnehave. Indkøbsmulighederne er gode, og I finder både dagligvarebutikker og specialforretninger i byen. Derudover er det nemt at pendle, for I har motorvejen og byens station lige i nærheden.
Kontakt os for en fremvisning.