Gennemrenoveret ejendom i Haarby, kun 500 m fra skole, indkøb og sport. Denne flotte ejendom i 2 plan, har nyere træ-aluvinduer og døre, samt betontagsten på taget, og ligger i gå afstand fra alt i Haarby. Gode muligheder for gåture langs Haarby Å, langs de åbne marker eller bare cykle de 4 km der er til vandet. 25 km til odense.
Indvendigt er boligen som sagt gennemrenoveret og består af, stor bred entre med klinkegulv, 2 meget flotte badeværelser med bruseniche og klinkegulv, et stort bryggers med teknikrum, grovkøkken, vaskeplads og ovenlysvinduer, dejligt åbent køkken med stor kogeø / spiseplads, klinkegulv, trappe til 1. sal og til viktualiekælder, køkkenet er i åben forbindelse med fantastisk stue, som har panoramaudsigt til haven, loft til kip, terrassedør og klinkegulv, hyggeligt soveværelse med skibsparket på gulv og skabsvæg. Desuden findes i grundplan en hyggelig stue med udgang til haven, parketgulv og listeloft. Hele stueplan har gulvvarme.
1. salen består af repos, samt 2 gode børneværelser begge med hyggelig hems, parketgulv og fritliggende bjælker.
Det meste af forhaven er flisebelagt, hvilket giver gode parkeringsmuligheder, samt et stort bed med skærver i bunden og lidt buske, baghaven er dejlig lukket med stor flisebelagt terrasse ved stuerne, frugttræer og stor græsplæne. Sammenbygget med boligen findes desuden et stort isoleret værksted/udhus.
En fremragende ejendom istandsat med god smag og med respekt for ejendommens historie, henvender sig til familie med 2 børn, unge førstegangskøbere eller bare købere, som kan lide god stil og indflytningsklare boliger.