I udkanten af Troldhede finder du denne særdeles indbydende ejendom, hvor bolig, natur og atmosfære går hånd i hånd. Her får du en veldisponeret villa på hele 178 m², smukt placeret på en 2,4 hektar stor naturgrund, hvor Von Å løber tværs igennem og skaber en stemning, man sjældent oplever.
Boligen fremstår lys og indbydende med en gennemgående modernisering, der er sket løbende fra slutningen af 00’erne og helt frem til 2025. Huset er opført i 1953 og fremstår med et klassisk udtryk og solide materialer – blandt andet tegl tag, hvor halvdelen er udskiftet i 2023, samt vinduer fra 2004/2005.
Indenfor bliver du mødt af et lyst og rummeligt køkken/alrum med udgang til haven. Her er god plads til både madlavning og samvær, og rummet har en naturlig varme, som kun forstærkes af det skønne lysindfald og udsigten til naturen. I forlængelse ligger stuen, hvor loftshøjden og det flotte kig til haven giver en helt særlig atmosfære.
Boligen rummer tre gode værelser, fordelt med to på førstesalen, som byder på fritlagte bjælker og en hyggelig, landlig stemning. I kælderen, som har en særdeles god loftshøjde og gulvvarme, får du en række disponible rum med mange anvendelsesmuligheder – heriblandt et stort vaskerum, et badeværelse med bruseniche og et rum, der i dag benyttes som soveværelse. Herfra er der direkte adgang til en nedsænket terrasse, hvor man let kan forestille sig et vildmarksbad og hyggelige sommeraftener.
Udenfor venter en grund ud over det sædvanlige. Her kan du gå på opdagelse i din egen lille naturpark, hvor bækken bugter sig gennem landskabet og danner levested for bl.a. laks, stalling og ulk – og hvor både odderen og isfuglen af og til lægger vejen forbi. Grunden byder på flere hyggelige kroge, en køkkenhave, bålsted og god mulighed for at etablere shelterplads eller blot nyde roen og vandets stille rislen.
Ejendommen ligger fredeligt placeret i udkanten af Troldhede, tæt på det naturskønne område ved Kulsøen. Herfra er der cykelsti hele vejen til byens skole, daginstitutioner, fritidsaktiviteter, indkøb og offentlig transport – og samtidig er du omgivet af natur, som du sjældent finder bedre.
Nr. Viumvej 28 er for dig, der drømmer om et hjem, hvor du kan mærke naturen, finde roen og stadig have en flot og velholdt bolig med masser af plads både inde og ude.