Nogle ejendomme er skabt til et større formål. Filskov gamle skole er netop sådan et sted, hvor historiens vingesus møder nutidens behov. Ejendommen rummer i alt 515 m² under samme tag samt et gæstehus på 21 m² bolig og 21 m² disponibelt rum. I dag er rammerne udnyttet optimalt til en kombination af familieliv, kreativt erhverv og selvstændig udlejning. De store vinduespartier og den markante loftshøjde er bevaret og giver en sjælden rumfornemmelse, hvor lys, ro og plads går hånd i hånd.
Den tidligere lærerbolig udgør boligdelen og rummer 182 m² fordelt på to plan med tre værelser, badeværelse, køkken/alrum og stue. Køkken/alrummet er hjemmets naturlige samlingspunkt med et smukt lysindfald og udsigt mod det åbne landskab mod vest, hvor både dyreliv og årstidernes skiften bliver en del af hverdagen. Det store vinduesparti indrammer solnedgangen og gør den til et dagligt øjeblik af ro og nærvær. Hertil kommer en lille, men yderst anvendelig kælder, ideel som viktualierum.
Fra boligen er der direkte adgang til skolens øvrige arealer via den velbevarede skolegang med klassisk klinkegulv. Her mærker man virkelig bygningens oprindelse – rummene er generøse, loftshøjden markant, og atmosfæren noget man sjældent finder i almindelige boliger.
Den nordlige bygning rummer den oprindelige skole og indeholder i dag en selvstændig lejlighed, øvelokale samt lydstudie og hobbyrum på 1. sal, som let kan indrettes til kontor, atelier eller teenageafdeling. Ejendommen har været anvendt til både bolig og erhverv, og indretningen afspejler tydeligt, at her er plads til fordybelse og pladskrævende aktiviteter uden at gå på kompromis med privatlivet. Der er desuden forberedt installationer på 1. salen til eventuel yderligere udnyttelse.
Den separate lejlighed i stueplan har egen indgang, køkken og bad samt plads til op til seks overnattende gæster. Udlejningen fungerer helt uafhængigt af privatboligen og bidrager positivt til økonomien uden at forstyrre hverdagen.
Grunden er en oplevelse i sig selv med en gammel, veletableret have, store træer, frugttræer og bærbuske. Den vestvendte terrasse er oplagt på sommerdage, mens gårdhaven er mere intim og læfyldt. Her er bålplads, små stier i den private “skov” og et mere vildt, ugeneret område mod syd. Det store lindetræ, plantet ved skolens indvielse, understreger stedets historie.
Trods den landlige beliggenhed er hverdagen nem med lukket sti til skole, institution og købmand. Driftsøkonomien er overraskende fornuftig med jordvarme og energimærke A2010, hvilket giver varmeudgifter på niveau med – eller lavere end – en almindelig villa. Ejendommen er løbende opdateret med respekt for husets alder og fremstår som en sjælden mulighed for jer, der ønsker plads, fleksibilitet, kreativ udfoldelse og et stærkt økonomisk fundament.