Familievenlig er det helt rigtige ord til at beskrive denne villa i Nørlem, som byder på 157 m² og fire værelser. Her er tale om en velholdt villa fra 1973, som ligger lidt højt i terrænet, så I får en god udsigt over området, og med en tryg og rolig adresse i bunden af en lille stikvej er villaen ganske enkelt definitionen på en attraktiv bolig for børnefamilien.
En flot anlagt indkørsel med flagstang byder jer velkommen med manér, og ved siden af huset finder I en muret garage på hele 44 m². Selve grunden er endda på 1.092 m², så udenfor har I ligeledes god plads at gøre med, og ligesom forhaven er også baghaven et nydeligt bekendtskab. Den skråner let mod vest, så I får fuldt udbytte af den fine udsigt fra terrassen.
Indenfor fremstår boligen løbende opdateret, så tidssvarende materialer blander sig med de fine, originale retrodetaljer. De fire værelser ligger i et samlet værelsesafsnit, og derudover får I et stort badeværelse med både bruseniche og badekar. Faktisk er badeværelset udført med flaskegrønne retroklinker, som giver rummet et særligt udtryk. Ved entréen ligger et gæstetoilet, mens bryggerset er særligt rummeligt og har plads til vaskefaciliteter.
Med hvide elementer og greb i børstet stål præsenterer køkkenet sig flot og tidssvarende, og rummet er rigelig stort til, at I kan indrette jer med et spisebord. Endelig får I en skøn, lys stue med store vinduespartier og en flot udsigt mod vest.
Gode stisystemer forbinder området med bymidten, og Lemtorpskolen ligger samtidig kun 600 meter fra indkørslen. Også pasningsmuligheder findes i kvarteret, mens det aktive foreningsliv i Lemvig giver et væld af fritidstilbud til alle aldre.
Lemvig og omegn er kendt for sine bakkede dale - og især den skønne natur omkring fjorden, der strækker sig helt ind til bymidten. Her er der flere supermarkeder og detailbutikker i gågaden, og særligt om sommeren summer byens hyggelige havnemiljø af liv. I de senere år har havnen forvandlet sig fra en aktiv industrihavn til et smukt, rekreativt område med restauranter, legepladser og en skatepark, der ligger lige ved det nye Klimatorium.
Ved vandet ligger også havnebadet og lystbådehavnen, og de aktive finder både motionscentre, svømmehal og forskellige idrætsfaciliteter i byen. I det hele taget er der et godt foreningsliv i Lemvig, som også har en aktiv ro- og sejlklub, og den flotte golfbane ligger lige ud til fjorden. Også uden for byskiltet er der oplevelser i vente. Vesterhavet bruser kun ti kilometer herfra, og syd for byen ligger Klosterheden, som er ét af Danmarks største skovområder.
Kontakt os på tlf 96 63 40 00 for en fremvisning.