Velkommen til et rummeligt landsbyhus med træbeklædning i hjertet af Onsbjerg – en fredelig base med en dejlig, central beliggenhed på Samsø. Her er blot ca. 2,5 km til Sælvig Bugts gode badestrand og færgeforbindelserne til Jylland, herunder passagerfærgen direkte til Aarhus. Cykelstier fører i begge retninger, og Tranebjergs mange hverdagstilbud ligger inden for bekvem afstand. Her finder I bl.a. supermarkeder, butikker, akutklinik, rådhus, biograf samt idræts- og kulturfaciliteter.
Indenfor byder huset på en stor og hyggelig stue med sydvendte vinduer, godt lysindfald og brændeovn, der skaber en varm atmosfære. Køkkenet er renoveret i en rustik og hyggelig stil med malet gulv, træbordplade og åbne hylder. Herfra er der et par trin ned til viktualierummet med støbt gulv og vandvarmer.
Stueplan rummer to gode, regulære værelser, hvoraf det ene har adgang til et smalt, lyst rum med vindue, som i dag anvendes som værelse. Entréen er ligeledes indrettet som et mindre soverum, hvilket giver flere muligheder for overnattende gæster, hobby eller hjemmekontor. En lille gang leder videre til badeværelset, der er indrettet med lyse klinker på gulvet, vandskurede vægge og brusehjørne. Bryggerset fungerer som husets praktiske indgang og har klinkegulv, hvidmalet bræddeloft samt både vaskemaskine og opvaskemaskine. Herfra fører en åben trætrappe til loftsrummet, som ikke er udnyttet, men et rum med potentiale til at få nyt liv. Opvarmningen sker med elpaneler og luft/luft-varmepumpe, samt brændeovnen.
Udenfor venter en hyggelig og frodig have med mange ældre træer og buske, som skaber naturlige kroge med både læ og sol. På grunden findes desuden et stort, ældre udhus, som trænger til en kærlig hånd, men samtidig giver gode muligheder for opbevaring, værksted eller andre projekter.
Ejendommen kan lovligt anvendes til både helårs- og fritidsbrug, hvilket giver en attraktiv fleksibilitet – hvad enten drømmen er et hjem på Samsø eller et fristed til ferier og weekender.