Danske boligejere er gode betalere
Betalingsevnen er stærk og lånelysten stor
Den nyeste opgørelse af, hvor stor en del af boligejernes ydelser der ikke er blevet betalt senest 3½ måned efter termin, hvor renter, afdrag og bidragssatser forfalder, viser, at danske boligejere i gennemsnit kun manglede at betale 12 øre for hver 100 kr. i terminsydelse, svarende til 0,12 pct. i 3. kvartal 2025.
”Boligejerne viser fortsat stor stabilitet, når det kommer til at betale deres lån til tiden. At restanceprocenten er på så lavt et niveau afspejler en stærk privatøkonomi blandt danske boligejere,” siger Peter Jayaswal, som er underdirektør for Realkredit og Ejendomsfinansiering i Finans Danmark.
Robusthed i budgetterne
Han mener også, at opgørelsen viser, at penge- og realkreditinstitutternes kreditvurderinger understøtter, at lånegodkendte boligkøbere har økonomisk råderum og tilstrækkelig robusthed i budgetterne.
Opgørelsen omfatter tal til og med december og dækker låntagning til finansiering af villaer, rækkehuse, ejerlejligheder og fritidshuse. Siden 2009 er restanceprocenten gradvist faldet og har de seneste fire år ligget på et meget lavt og stabilt niveau.
Flere lånetilbud
Betalingsevnen ledsages tilsyneladende af en stigende lånelyst. Lånetilbud på tværs af landet er i kraftig vækst, allermest til køb af ejerboliger på Bornholm.
På boliglånsområdet viser de seneste tal fra Finans Danmark, at der i december blev indhentet 15.615 lånetilbud til ejerskifte, nybyggeri, omlægning af eksisterende lån og tillægslån. Det svarer til en stigning på knap 20 pct. i forhold til december året før.
5.027 lånetilbud var beregnet til privat køb af hus, ejerlejlighed eller sommerhus. Det er næsten 34 pct. flere end i december 2024.
Fremgang i alle landsdele
Alle landsdele oplevede en fremgang på mindst 20 pct. i antallet af lånetilbud til boligkøb. Bornholm, Østjylland, og Københavns omegn topper listen med stigninger på henholdsvis 108, 53 og 45 pct.
“Det højere antal lånetilbud til helårsboliger og fritidsboliger afspejler, at dansk økonomi har været solid i 2025. Det har medvirket til at give mange familier bedre muligheder for at realisere boligdrømmene,” siger Peter Jayaswal.