Nye lånetyper til førstegangskøbere
Fleksibilitet, frihed og måske større omkostninger
Danske boligejere er attraktive bankkunder, især hvis de er yngre førstegangskøbere. Nu har en af landets største banker lanceret en ny type realkreditlån, mens en anden har åbnet en boliglåntype for den ombejlede kundegruppe. Navngivningen af de to forårsnyheder tyder på, at målgruppeanalyserne peger på, at værdier som fleksibilitet og frihed har høj prioritet.
Realkreditlånet, hvis navn indeholder ordet "Frihed", har rentetilpasning hver tredje måned, afdragsfrihed kan kvartalsvis slås til og fra, og det er muligt at vælge en fast ydelse, selvom renten ændrer sig.
Den anden nye mulighed er ikke en egentlig produktnyhed, men en ny mulighed for at optage et eksisterende fleksibelt realkreditlån sammen med et banklån.
Kan nøjes med 5 pct.
Det betyder, at det i højere grad er muligt for førstegangskøbere, som ikke har en stor opsparing, at få deres boligkøb godkendt, fordi de kan finansiere næsten hele den del af prisen, der ikke dækkes af realkreditlånet, med et banklån, og så selv nøjes med at komme med de 5 pct., som loven kræver. Desuden kan de, mod et månedligt gebyr, skrue op og ned for størrelsen af afdragene.
- Flere låneprodukter at vælge mellem er som udgangspunkt godt, fordi det giver større konkurrence, og det er både tiltrængt og positivt. Men hvis det skal have værdi for eksisterende og ny boligejere, kræver det, at bankerne yder god, professionel og, ikke mindst, upartisk rådgivning, som altid tager udgangspunkt i den bedste finansieringsløsning for kunden, siger EDC’s kommunikationschef Jan Nordmann. - Det er desværre ikke altid det vi oplever, så det gode råd er fortsat at tale med flere banker.
Frihed og fleksibilitet
Morten Bruun Pedersen, som er cheføkonom hos Forbrugerrådet Tænk, vurderer i Børsen, at ingen af de to bankers nye muligheder for finansiering af boligkøb gør det lettere for førstegangskøbere at komme ind på boligmarkedet, fordi kravene til kreditværdighed ikke ændrer sig.
Men han anerkender, at lånetyperne giver nye muligheder for en frihed og en fleksibilitet, som kan være attraktiv for unge købere, som i perioder får brug for større luft i økonomien.
- Det giver mulighed for at se lidt mere holistisk på sin boligøkonomi, fordi man kan skrue op og ned på afdragene, siger han til avisen, men peger samtidig på at den fordel formentligt også kommer med en pris:
- Man får ikke noget gratis, der er altid en regning, og hvis jeg skal tage de negative briller på, så kunne jeg godt forestille mig, at denne fleksibilitet vil drive omkostningerne op. Det er mere komplekse produkter end et klassisk fastforrentet lån, og den ekstra kompleksitet kan gøre det dyrere at håndtere (...) og det er i sidste ende kunderne, der betaler regningen.