Pas på telefonsvindlere
EDC-kunde blev ringet op flere gange
Når du køber eller sælger bolig, følger der som regel en del ‘banksnak’ med. Det kan være rådgivning om omlægning af lån, håndtering af købesum eller andre praktiske ting.
I den situation kan der være god grund til at være grund til at aktivere sin kritiske sans og være særligt opmærksom på svindlere, der udgiver sig for at være fra din bank og forsøger at lokke oplysninger fra dig.
Tre opringninger på halvanden time
- En kunde, som netop havde solgt sin bolig gennem os, oplevede at blive kontaktet af tre forskellige personer samme dag, som udgav sig for at være fra hendes pengeinstitut. De ringede inden for halvanden time med forskellige tilbud om at hjælpe og skulle så lige have nogle oplysninger for at kunne oprette et sagsnummer, fortæller Tobias Eigenbroth, som er trainee hos EDC Hurup-Thy.
- Det er rimelig ekstremt, synes jeg. Og kunden blev forståeligt nok noget nervøs over at have været udsat for at blive ringet op af svindlere.
Heldigvis havde den nordvestjyske kunde benyttet sig af muligheden for at få EDC Finanscenter til at håndtere de administrative og økonomiske aspekter af bolighandlen. De fungerer som bindeled mellem køber, sælger og pengeinstitutter for at sikre, at de økonomiske detaljer falder på plads korrekt og hurtigt.
- Så efterfølgende kontaktede hun os, hvis hun var i tvivl om noget, og det er en god idé, for vi har jo det samlede overblik over handelen, siger Tobias Eigenbroth.
Professionelle svindlere
Svindlerne, der ringer op eller kontakter folk via mail eller andre digitale platforme, er ofte meget professionelle. De er trænet i at skabe tillid, har svar klar på alle indvendinger og lægger endda lydkulisser på telefonsamtaler, så de lyder som om de f.eks. sidder i et bankmiljø.
Oplysninger finder de typisk på Facebook, hvor lidt øvelse i at researche nemt kan give et samlet billede, der viser, hvem der er involveret i en aktuel bolighandel. Svindlere, der forsøger at lokke bankoplysninger fra folk, går bevidst efter ældre mennesker.
Efterligner bankens telefonnumre
De danske bankers og pengeinstitutters brancheorganisation, Finans Danmark, understreger, at man aldrig skal udlevere adgangskoder, MitID-oplysninger eller kontodata via sms, mail eller telefon.
- Vi ser desværre, at svindlere bliver stadig bedre til at efterligne bankens telefonnumre. Derfor anbefaler vi altid, at man lægger på og selv ringer tilbage til bankens officielle nummer, hvis man er i tvivl. Det er den eneste sikre metode til at bekræfte, at man faktisk taler med en ægte bankmedarbejder. Og hvis opkaldet kom fra banken, finder de hurtigt den medarbejder, som har ringet, siger Kjeld Gosvig-Jensen, som er underdirektør med ansvar for jura i Finans Danmark, og fortsætter:
- I forbindelse med bolighandler er det normalt at udveksle visse personlige oplysninger, såsom navn, adresse og i nogle tilfælde CPR- eller CVR-nummer. Men det er afgørende, at du aldrig udleverer adgangskoder, MitID-oplysninger eller detaljer, der kan give uvedkommende adgang til din netbank. Hvis nogen efterspørger oplysninger, der virker atypiske, bør du straks afvise anmodningen og søge rådgivning fra en person, du har fuld tillid til, før du gør mere.
Læs mere på websitet Sikker bank - sammen som giver gode råd til at færdes sikkert digitalt.