Tårnudsigt, gymnastiksal eller egen vingård
Se tre usædvanlige huse, der er til salg lige nu
Drømmer du om at sidde højt til vejrs med udsigt over vandet i dit private tårnværelse? Eller hvad med at overtage Danmarks største vingård? Du kan også flytte ind i en gammel skole og få din egen gymnastiksal. Kom med på besøg i tre helt specielle boliger til salg.
Tårn med panoramaudsigt over Aarhus Bugt
Eventyr og andre røverhistorier er fyldt med tårnværelser, hvor prinsesser er stuvet af vejen eller troldmænd holder til. Og så er fiktive verdener som Ringenes Herre, Game of Thrones og Harry Potter jo også fyldt med tårne beboet af både helte og skurke.
I den mere fredsommelige afdeling kan du lige nu købe en ret skøn palævilla med masser af plads (356 m² + kælder), skov og strand som naboer - og eget tårn med et værelse, der har udsigt til både øst, vest og syd. Og nu du er til vejrs, er der både udsigtsaltan og en stor tagterrasse.
Se flere billeder fra tårnhuset her
Hold festerne i din egen gymnastiksal
Du kan bruge salens oprindelig ribber og bom til at lave armhævninger og anden morgenakrobatik, så ofte du orker. Du kan snuppe en bordtennismatch efter arbejde, og skal der holdes børnefødselsdag for hele klassen eller stor fest for familie og venner, er der også god plads til det i den fint bevarede gymnastiksal, der hører til denne smukke gamle skole i Stenderup mellem Horsens og Vejle.
Ældre renoverede landsbyskoler er populære boliger for familier, der elsker god plads og værdsætter en bolig med en god historie. De gamle skolerne har typisk mange store rum og god plads i gang- og indgangspartier, der skulle rumme en vrimmel af elever og skoletasker.
Se flere billeder fra skolen her
Bliv sjællandsk vinbonde
Kommerciel vinproduktion har været tilladt i Danmark siden årtusindeskiftet, og hvis du selv har lyst til at prøve lykken med druerne, har du her mulighed for at erhverve, ikke bare Sjællands, men landets største vingård, Dyrehøj, som ligger halvøen Røsnæs nordøst for Kalundborg.
Gården er opført i 1917 og lige nu til salg inklusive 13 hektarer med vinstokke, vinbar, butik og selvfølgelig alt, hvad der hører sig til af produktionsanlæg, inventar og faciliteter til opbevaring og lagring. Boligarealet er på godt 310 kvadratmeter, det samlede bebyggede areal er på godt 3000 kvadratmeter, og hele herligheden ligger i naturskønne omgivelser med mulighed for jagt. Eventuelt afsluttet med et godt glas vin.