Unikt stråtækket sommerhus i Tvismark
Et unikt stråtækket sommerhus med et boligareal på 90 m² i 1½ plan, beliggende i den nordlige udkant af Kongsmark-Tvismark sommerhusområde. Et område med små vandrestier og et rigt fugle- og dyreliv. Huset ligger i gåafstand til øens hyggelige Café Hattesgård og Marsk Destilleriet og der er maks. 2 km til øens kendte slagterbutik i Kongsmark. Kom selv og få en fornemmelse af området og de rolige omgivelser. Området er kendetegnet ved store typiske Rømø-sommerhus-naturgrunde. Råbjergvej 97 er ingen undtagelse. Høj spredt træbevoksning især mod vest og i lidt mindre grad mod nord afvekslende med lave gevækster i form af primært diverse græsarter og ung læ-beplantning mod syd og øst. Mod syd på grunden er der også en petanque-bane. På vestsiden af huset en helt genial attraktion i form af en stor lukket overvejende flisebelagt solgård, hvoraf en stor del er overdækket. Mod nord har du udsigt til åbne marker så langt øjet rækker. Grunden er 2.432 m² og er højt beliggende - iflg. www.dingeo.dk ligger grunden 5,5 m over havet og grundvandsdybden er mellem 0,7 m og 2,2 m.
Huset er opført i 1969. I 1974 blev 1. sal udbygget og altanen og udhuset med facader af træ er fra 1998. I 1974 blev der også opført et udhus nær skel til naboen. Huset består i stueplan af entré/garderobe og trappeopgang til 1.sal med klinkegulv, et nyrenoveret badeværelse med bruseniche, væghængt toilet, vaskemaskine og fliser på gulv + vægge i bruseniche, soveværelse med 1 enkeltseng, tæppe og indgang til husets sauna og fællesrum med et HTH-køkken med bl.a. keramisk komfur, opvaskemaskine og køle-fryseskab i åben forbindelse til spise- og opholdsstue med bl.a. brændeovn, luft til luft varmepumpe og udgang til den lukkede solgård. Der er et rødbrunt klinkegulv i hele fællesrummet. 1. sal består af repos, hvor sælger bl.a. har et aflåst depotrum, gæstetoilet med linoleumsgulv, østvendt soveværelse med 2 enkeltsenge og tæppe på gulvet og et vestvendt soveværelse med en dobbeltseng og tæppe på gulvet samt udgang til stor vestvendt altan.
Husets vægge er lysmalede på nær det ene soveværelse på 1 sal. Der er synlige bjælker i hele huset.
Sælger har siden overtagelsen i 2018 foretaget følgende forbedringer: Mønningen på stråtaget skiftet, nyt HTH-køkken fra 2019, i 2024 blev badeværelset totalrenoveret inkl. installationer i gulv, varmtvandsbeholder skiftet, i 2024 nyt gulv i entré, husets elinstallationer er delvist skiftet, altan renoveret, udhus fra 1974 renoveret, vaskemaskine, opvaskemaskine og fjernsyn skiftet.
Huset opvarmes med el herunder en luft til luft varmepumpe. Som supplement en brændeovn. Der er gulvvarme i badeværelse.
Huset er i 2025 og 2026 tilmeldt udlejning gennem Feriepartner Rømø med ID. nr. 0162. Lejeindtægten i 2023 var kr. 88.846,- + forbrug. I 2024 var lejeindtægten kr. 100.790,- + forbrug. Lejeindtægten i 2025 var pr. 11.10 kr. 95.429,- + forbrug.