Ferieidyl i charmerende sommerhus
Charmerende, vandskuret sommerhus med mange skønne, afskærmede lækroge med privatliv på terrasserne. Her får du et dejligt sommerhus, der emmer af feriestemning og plads til samvær med hele familien - og så endda beliggende i den skønne natur, som Vorupør har at byde på!
Vorupør er et af vores idylliske områder! Den hyggelige fiskerlandsby er enestående beliggende lige ved Vesterhavet og omgivet af den imponerende Nationalpark Thy. Den storslåede sandstrand, der strækker sig langs Vesterhavet, er et af de mest bemærkelsesværdige træk ved Vorupør. Her kan du tage lange gåture langs kysten, bygge sandslotte eller tage en forfriskende dukkert i havet. For de mere eventyrlystne tilbyder stranden udfordrende bølger, der er perfekte til surfing og windsurfing. Byen byder herudover på indkøb, mange gode restauranter, flere hyggelige butikker, formidlingscenter, fiskehandler, Nordsø akvariet og så ligger en af Danmarks smukkeste golfbaner, Nordvestjysk Golfklub, kun 11 km væk.
I sommerhuset træder du ind i en lys entre med klinker, hvidmalet rustikloft, god skabsplads og vaskemaskine. Herfra adgang til sommerhuset indbydende hjerterum med plads til nærvær i det rummelige køkkenalrum. Her er det pæne køkken med fyldningslåger i åben forbindelse med spiseafdeling og opholdsrum med rustikloft, hvidmalede vægge i træ, brændeovn (skal ikke udskiftes) og udgang til de skønne terrasser.
Værelsesafdelingen byder på 3 fine og lyse soveværelser med dobbeltseng samt flot, lyst badeværelse med gulvvarme, bruseniche og hvide elementer med nedsænket vask i skab.
Træder du udenfor, befinder du dig på en nem grund med god, gammel randbeplantning, hvor du har rig mulighed for at finde både sol og læ på en af de gode syd-, øst-og vestvendte fliseterrasser, der følger morgensolen til aftens sidste solstråler. Her er opført stakit, læmur og udhus, der sikrer gode, private lækroge.
Her er endvidere carport med indbygget udhus med tørretumbler.
TV/Internet: Altibox
Udlejet via Feriepartner for 16.341 kr. i perioden 19. jul. 2025 - 23. aug. 2025. Sælger har ejerspærret sommerhuset resten af året. Udlejningsestimat fra Feriepartner for en hel sæson foreligger - forhør nærmere.
Inventar medfølger med undtagelse af personlige ejendele.