Stor og flot familievilla med pragtfuld havudsigt og uden bopælspligt - perfekt til flere familier eller til udlejning med god lejeindtægt
Beliggende i kort afstand til stranden og vandet finder du denne fantastiske villa uden bopælspligt, som er svær at overse, når du kører ned gennem det charmerende Arnager fiskerleje. Det er en af byens største ejendomme, som indtil op i 1970’erne blev brugt som konditori. I dag er huset ombygget og nydeligt istandsat, og byder på hele 408 etagekvadratmeter fordelt på tre plan, med en stor privatbeboelse, to selvstændige lejligheder, der er velegnede til udlejning, samt en anvendelig kælder på hele 155 m² - derudover er der en flot havudsigt fra det meste af beboelsen.
Ejendommen er løbende blevet vedligeholdt og moderniseret, og fremstår i meget flot og moderne stand med spændende indretning, store, lyse rum og smukke detaljer - lige til at flytte ind i! Indretningen gør boligen anvendelig til flere formål og den benyttes i dag som privatbolig med udlejning af én lejlighed (samlet lejeindtægt på kr. 168.000 - med mulighed for mere). Men den er også oplagt til flere familier/generationer, der ønsker at bo under samme tag, én stor pladskrævende familie, eller 2-3 vennepar, som drømmer om et fælles sommerhus med attraktiv beliggenhed i Arnager.
Arnager er et hyggeligt og idyllisk fiskerleje med kort afstand til lufthavnen og kun små 10 km fra Rønne. Byen er kendt for sit velfungerende lokalsamfund, den smukke omkringliggende natur, et populært røgeri/restaurant, en god sandstrand samt den smukke, lange træbro, der fører ud til havnen og som er Nordens længste af sin slags. I Arnager er der ingen bopælspligt, så boligerne kan anvendes til helårsbrug eller som fritidshus (flexbolig).
Grunden er på 887 m² og anlagt med gæsteparkering, en stor, aflukket gårdsplads med indkørsel til garage. En pæn og enkel have med ugeneret græsplæne, diverse beplantning, samt to skønne terrasser - hvor den ene er en tagterrasse med fantastisk havudsigt.
Privatboligen rummer entré med trappe til 1. sal og kælder, flot badeværelse med gulvvarme, stort køkken/alrum med god spiseplads samt lys stue med havudsigt og udgang til overdækket terrasse. Hertil 2 gode værelser.
På 1. sal findes endnu en lys stue med flot udsigt og udgang til tagterrasse, samt et toilet og 2 gode værelser.
Lejligheden på 1. sal (udlejet til 1.2.2026, lejeindtægt kr. 168.000) har egen indgang, badeværelse, nyere køkken i åben forbindelse med lys stue med havudsigt og adgang til tagterrasse samt 2 værelser.
Lejligheden i stueplan indeholder stue med lille køkkenafdeling, stort soveværelse med walk-in closet samt badeværelse.
Kælderen på 155 m² rummer bl.a. fyrrum med pillefyr og luft-vand-anlæg, vaskerum, stort badeværelse, diverse disponible rum og et hyggeligt og charmerende hobbyrum, der tidligere har været brugt som gildesal/vinkælder, med rå murstensvægge, klinker på gulvet og kamin med pejseindsats.
Derudover: Stor garage med port og mindre udhus.
En fantastisk villa i flot og moderne stand, med mange kvadratmeter, gode muligheder og en pragtfuld havudsigt - UDEN BOPÆLSPLIGT