Murermestervilla i Søndersø – 173 etagemeter, lækker udestue og kæmpe grund
Med Søndersøs villakvarterer som nabo og de åbne marker bagved ligger Holmevej 8 bogstaveligt talt på grænsen mellem land og by. Samme spændvidde afspejler sig også i ejendommen, der er en klassisk murermestervilla i præcis den attraktive stil, som vi kender fra de danske byer. Som prikken over i’et udbydes boligen endda sammen med nabomatriklen, så grunden er på hele 6.387 m2.
I får masser af idyl, og den naturskønne udsigt mod øst er heller ikke hverdagskost. I hvert fald ikke for en familievilla. Det giver jer samtidig en fordel over deciderede landejendomme, for med flere stier lige overfor ligger adressen virkelig godt i forhold til Søndersø by, der tilbyder alle faciliteter og fornødenheder.
Byggeåret er 1954, og dét bør I hæfte jer ved. De sene murermestervillaer adskiller sig nemlig ved at stille knivskarpt på byggestilens forcer – det pæne, pragmatiske og strømlinede. Her møder I et afdæmpet hus, som er udført med lyse mursten og et højt, pænt saddeltag. Som supplement får I desuden både en garage og et åbent vognly.
De 173 etagemeter (jf. BBR) spænder over stueplan, første sal og en anvendelig underetage, og indretningen er afgjort blandt årsagerne til murmestervillaernes fortsatte popularitet. Badeværelset ligger nedenunder, og vil I have et ekstra toilet, er planløsningen heldigvis fleksibel. Dermed er der plads både i stueplan og på førstesalen, som i dag er indrettet med to gode værelser – det ene med walk-in-closet.
Ikke mindst fremstår boligen i rigtig pæn stand, og det kommer i særdeleshed til syne i stueplan, hvor opholdsafdelingen ligger. Køkkenet er i en moderne kvalitet med velvalgte farvekontraster, og med åben forbindelse til stuen får I et skønt opholdsmiljø. Herfra har I videre forbindelse til udestuen, som tæller 15 m2 (jf. BBR) og med sine to store skydedøre giver maksimal forbindelse mellem ude og inde. Endelig byder underetagen – foruden det pæne badeværelse med dobbelt bruseniche – også på et vaskerum samt et disponibelt rum med mange muligheder.
Den store grund er en kæmpe gevinst. Drømmer I om selvforsyning, kan I nemt få byens bedste køkkenhave, ligesom I kan plante energipil eller poppel og blive selvforsynende med brænde til brændeovnen. Dejligt er det selvfølgelig også, at de lækre udemiljøer allerede er på plads, og at de ligger helt ugeneret bag huset.
Kontakt os for en fremvisning.
Klik her - følg EDC Søndersø på Facebook og få indblik i det nordfynske boligmarked, konkurrencer og meget mere!