Velholdt og velindrettet villa i attraktivt, roligt kvarter
Nørlem udgør ét af Lemvigs yderst attraktive og familievenlige kvarterer, hvilket blandt andet skyldes områdets pasningsmuligheder og Lemtorpskolen. Lokalt får de fredelige villaveje lidt ekstra stemning af det kuperede terræn, og på den lukkede vej Nylund kan vi nu præsentere jer for denne velholdte etplansvilla, der har selskab af en dejlig have.
Udadtil præsenteres huset fra 1974 som en tidstypisk bolig med røde murstensfacader og et lavt sadeltag. Tag som vinduer og træværk fremstår i pæn stand, og de gode takter fortsætter indenfor, hvor boligen byder på 149 m². Hele fire værelser sørger for, at de familievenlige værdier er på plads, og I får dertil et badeværelse og et gæstetoilet, som begge er pænt opdaterede. Ønsker I alligevel at konvertere toilettet til et ekstra badeværelse, er der plads at tage i mellemgangen.
Villaens lyse stue har direkte forbindelse til haven, og derudover er den udstyret med brændeovn til at supplere fjernvarmen. Et køkken-alrum er villaen ligeledes udstyret med, og også dette rum er flot opdateret – endda i et lyst og varmt udtryk. Bryggerset har en god størrelse og er det eneste tilbageværende rum, som fortsat er i overvejende original stand.
Men villaen er ikke det eneste lyspunkt på den eftertragtede adresse. Et par gode udhuse giver lidt ekstra plads til hobby-entusiasten, og I får et muret værksted ved carporten samt et ekstra udhus på 19 m². Også haven fortjener sin del af spotlyset, for den er tydeligvis anlagt med både færdighed og kærlighed. De mange farverige bede gør terrasserne lige dét hyggeligere, og da haven er sydvendt, får I samtidig mest muligt glæde af soltimerne.
Lemvig og omegn er kendt for sine bakkede dale – og især den skønne natur omkring fjorden, der strækker sig helt ind til bymidten. Her er der flere supermarkeder og detailbutikker i gågaden, og særligt om sommeren summer byens hyggelige havnemiljø af liv. I de senere år har havnen forvandlet sig fra en aktiv industrihavn til et smukt, rekreativt område med restauranter, legepladser og en skatepark, der ligger lige ved det nye Klimatorium.
Ved vandet ligger også havnebadet og lystbådehavnen, og de aktive finder både motionscentre, svømmehal og forskellige idrætsfaciliteter i byen. I det hele taget er der et godt foreningsliv i Lemvig, som ligeledes har en aktiv ro- og sejlklub, og den flotte golfbane ligger lige ud til fjorden. Også uden for byskiltet er der oplevelser i vente. Vesterhavet bruser kun ti kilometer herfra, og syd for byen ligger Klosterheden, som er ét af Danmarks største skovområder.
Vi står med glæde for en fremvisning – kontakt os på 96 63 40 00.