Totalrenoveret villa med masser af kvadratmeter ude og inde på en bekvem placering
Har I gået og ledt efter en dejligt, landligt beliggende villa, som er tæt på Nykøbing, men hvor der stadig er højt til himlen og åbne vidder omkring jer? Så er det her, I skal slå jer ned! Her er der masser af kvadratmeter både under tag og ude i det fri, et skønt havemiljø med god plads og samtidig kun 5 minutters kørsel ind til Nykøbing og hverdagens fornødenheder! Her er altså en perfekt mulighed for at erhverve en ”villa på landet” lige udenfor Nykøbing.
Dette skønne hjem er fuldstændig istandsat og har de senere år gennemgået en kæmpe stor forvandling. Facaden er nyere hvidpudset, malet og står rigtig flot sammen med de nyere sorte tagsten. Ligeledes er ALT, herunder bryggers, køkken, bad, gulve, lofte m.v. renoveret, så der er en rød tråd hele vejen igennem. Der er for nyligt monteret luft/vand varmepumpe, som sikrer jer nem, billig og energivenlig opvarmning. Her får I med andre ord et slikket bolche, der er fuldstændig totalrenoveret og 110% indflytningsklart. Villaen byder på 183 m2 boligareal, som fordeler sig på 114 i stueplan og 69 på 1. sal. Derudover får I en stor, isoleret garage med elektrisk port på hele 40 m2. En virkelig lækker garage, som langt de fleste drømmer om, og som kan anvendes til utallige formål. I øvrigt er der uudnyttede kvadratmeter ovenpå garagen, der er gjort klar til badeværelse m.v.
Jeres kommende hjem ligger, som nævnt, skønt placeret i landlige omgivelser lige udenfor Nykøbing i landsbyen Elsø. Den bynære beliggenhed er helt ideel for jer, som vil bo på landet, men samtidig ikke gå på kompromis med de tilbud og muligheder, en bynær beliggenhed tilbyder. Her i Elsø er det populære Eventyrhuset, der rummer både vuggestue og børnehave, ligesom byen har et enormt godt fællesskab, uanset om det er i byens forsamlingshus, på den gode legeplads eller bare over hækken. Der er kommet rigtig mange børnefamilier til i løbet af de senere år, som alle har fået øjne op for de gode ting, som området kan tilbyde. I er også kun en smuttur fra den populære Lødderup Friskole samt børnehave og vuggestue. I Nykøbing finder I alle hverdagens fornødenheder – her er skoler, daginstitutioner, uddannelsesmuligheder samt sportsarena og andre fritidsaktiviteter. Nykøbings bymidte når I på blot en lille køre- eller cykeltur, hvor der findes et hav af indkøbsmuligheder, specialvareforretninger, restauranter og caféer, stemningsfyldt gågade og en masse spændende kulturmuligheder året rundt for folk i alle aldre, skønt havnemiljø og meget mere. Her er også kort vej til Legind, hvor skoven kan nydes, hvad end man er til løbetur, på hesteryg eller udfordrer sig selv på en af skovens MTB-ruter.
Indretning: Uanset om I parkerer bilen udenfor i den fine gårdsplads eller om I parkerer inde i garagen, så er der adgang ind til huset. Fra garagen er der adgang til et fint bryggers med skabe, luft/vand varmepumpe, plads til vaskefaciliteter samt udgang til haven. Garage giver adgang til en flot og indbydende entré med hvidt skuffearrangement. Herfra er åben forbindelse til gang med trappe til 1. sal samt et flot og rummeligt badeværelse med bruseniche. Gangen fører videre til et godt, regulært værelse samt den store stue. En skøn stue med godt lysindfald, der kan indrettes på flere måder. Et utroligt lækkert og lyst køkken med hvidt inventar og barfunktion. Herfra udgang til en super fin overdækket terrasse. Fra køkkenet er adgang til endnu et godt og regulært værelse. 1. salen er indrettet med repos/fordelingsgang, 3 fine, lyse værelser, walk in closet samt et disponibelt rum.
Men det er ikke kun en dejlig bolig, I får her på Elsøvej 136! Grunden byder på 1.675 m2 og gemmer på en fantastisk have med masser af hygge- og lækroge, som indbyder til leg for børn og barnlige sjæle. En lækker overdækket terrasse efterfulgt af haven, er i forlængelse af køkkenet, så her kommer I garanteret til at tage maden med ud så ofte som muligt. Som noget helt unik, er en del af grunden beplantet med høje grantræer, og fungerer som en lille skov. Sikke en fest, familien kan have her. På grunden er flere flisebelagte arealer, som kan fungere som terrasse, til bede, opsætning af drivhus m.v. En utrolig skøn grund, som mange familier kun kan drømme om.
Et helt utrolig skønt sted, der på alle måder er klar til at rumme en ny familie. Bedre vilkår for familien findes næppe andetsteds.
BESIGTIGELSE AF EJENDOMMEN SKAL SKE EFTER FORUDGÅENDE AFTALE MED EDC MORS