Super flot hjem i populært område, der er klar til at omfavne en ny familie
Skal jeres nye hjem være rummeligt og indeholde mange spændende detaljer og samtidig være i gå- eller cykelafstand til samtlige faciliteter, man har behov for i dagligdagen? Så skal I se nærmere på huset her på Vestervangen 29.
I kommer til at bo i et særdeles attraktivt område i Sydbyen, hvor der er få minutters gang til skov og strand, ligesom skole, uddannelse og mange forskellige sportsfaciliteter er indenfor en kilometer fra adressen. En lille cykeltur herfra finder I bager og på kun 5 min. kørsel når I Nykøbings bymidte med diverse dagligvareforretninger og specialforretninger, gågade og butikker, spisesteder, havnemiljø og kulturliv. Beliggenheden er altså i top med kort afstand til alt, hvilket er guld værd i det daglige.
Højt beliggende i det populære Rugvangskvarter finder I denne skønne og præsentable gulstensvilla. Fra villaen er der vid udsigt over området, ligesom I flere steder fra boligen og haven har et skønt kig over fjorden. Vestervangen 29 byder på en spændende villa fra 1973 og er inde som ude gennemrenoveret igennem en årrække, så den overalt fremtræder lys, venlig og særdeles indbydende. Senest har 1. sal gennemgået en stor renovering, hvor sælger har ladet arkitekter tegne renoveringen for at udnytte pladsen bedst muligt og få flest af villaens skønne detaljer frem. I stueplan får I 88 m2 og hele 72 m2 på 1. sal – altså i alt 160 m2. Derudover garage på 32 m2 + mindre tilhørende udhus, så her er altså god plads til hele familien. Villaen har en rigtig god planløsning med værelsesafdeling på 1. sal og opholdsrum i stueplan.
Indretning: Når bilen er parkeret i garagen, kan I bevæge jer ind i husets store og åbne entré. Her er god plads til at smide overtøjet, som nemt kan opbevares og gemmes væk i de indbyggede skabe. Allerede her mærker man den gode atmosfære i huset, for her er højt til loftet og skønne detaljer med kig til 1. salen. Herfra er der et fint og lyst, renoveret gæstetoilet og trappeopgang til 1. sal. Bevæger I jer videre ind i huset, finder man husets hjerterum – nemlig køkkenalrum i åben forbindelse med stue. Køkkenet lyst og venligt og fremtræder i pæn stand og har masser af bord- og skabsplads. Derudover god plads til spiseafdeling, hvor I får et skønt lysindfald fra de store gulv-til-loft vinduer. Med et langbord kan I nemt få plads til mange gæster her. I forlængelse heraf er vinkelstuen, hvor man nemt kan indrette sig med et hyggeligt sofahjørne. Fra køkkenalrummet er der direkte udgang til husets sydvestvendte fliseterrasse, som fortsætter hele vejen rundt om huset på den østlige side. En fantastisk skøn og stor terrasse, som er helt privat og hvor I har mulighed for at finde læ, sol og skygge alt efter vind og vejr. Slutteligt byder stueplan også på et praktisk og funktionelt bryggers med grovvask, bordplads og vaskefaciliteter – et absolut uundværligt rum til dagligdagens gøremål.
1. sal byder på en arkitekttegnet planløsning med hele fire værelser og et stort badeværelse. Derudover er der fra badeværelser og soveværelset adgang til en stor svalegang mod øst, hvor morgensolen kan nydes med udsigt over fjorden. På 1. salen er indtænkt ovenlysvinduer for maksimal udnyttelse af rummene og bedst muligt lysindfald, her er gulvvarme overalt, her er fritlagte bjælker og sidst, men ikke mindst, en fantastisk udsigt over fjorden.
Ikke kun huset byder på mange kvadratmeter at boltre sig på – det samme gør grunden. Her er nemlig hele 1.437 m2, så der er masser af plads til sjov og leg. Der er flisebelagt indkørsel til garagen samt masser af holdepladser foran huset ud mod vejen. Derudover får I en dejlig stor have, hvor der er flere flisebelagte terrasser, mange spændende buske og træer samt en stor græsplæne, der indbyder til timers leg. Her er indrettet med masser af børnevenlige hyggekroge og I vil med garanti finde sjov for alle aldre. Som prikken over i’et er haven særdeles privat, da grunden ligger højt.
Alt i alt får I her en virkelig skøn og renoveret villa med masser af plads ude og inde, beliggende på en attraktiv beliggenhed i det eftertragtede Rugvangskvarter. Her er indretning og beliggenhed helt i top!