Boligmarkedet nu: De grønne lamper dominerer

Når man skal bedømme boligmarkedets tilstand, findes der en række nøgletal, som det er relevant at holde øje med. Helt oplagt gælder det salget i styk og salgspriserne, men også udbud i styk, udbudspriser, salgstid og af­slags­pro­cen­ter fortæller en del om den aktuelle tilstand, og hvor markedet er på vej hen. Som ejen­doms­mæg­le­re har vi desuden adgang til at følge de aktiviteter, der går forud for en handel såsom antal fremvisninger, ma­te­ri­a­le­be­stil­lin­ger og aktivitet på hjemmesiden. Er der stigende aktivitet her, peger det i retning af flere salg de kommende måneder.

Når vi kigger ud over alle tallene nu, er det de grønne lamper, der dominerer billedet. – Helt overordnet ser det meget lysere ud nu, end det gjorde for blot 3-4 måneder siden, fortæller EDC’s kom­mu­ni­ka­tions­chef, Jan Nordmann. - Uanset hvilket nøgletal man stiller skarpt på, viser udviklingen en hurtig tilbagevenden til en mar­keds­si­tu­a­tion, vi kan kalde normal og god.

Salget af villaer og ejer­lej­lig­he­der er i maj ganske tæt på normalniveauet, og de foreløbige tal for juni viser en måned, der endda kan ende lidt over normalen. Det ”normale” defineres som gennemsnittet af samme måned de seneste 10 år. Særligt interessant er det, at fremgangen er størst i Ho­ved­stads­om­rå­det, der som oftest fungerer som lokomotiv for, hvordan resten af landet vil udvikle sig de kommende måneder.

Samtidig ser vi tendens til stagnerende priser i modsætning til efteråret, hvor boligpriserne generelt var faldende. I nogle områder og segmenter ses endda svagt stigende priser.

Siden februar har den gennemsnitlige salgstid været faldende for alle typer ejendomme; for villaernes vedkommende 17 dage kortere, 10 dage kortere for ejer­lej­lig­he­der og 43 dage kortere for sommerhusene. Den gennemsnitlige salgstid er dog stadig længere end for et år siden.

Og endelig kan vi se, at køberne har mindre held med at forhandle prisen ned; i december 2022 måtte en villasælger i gennemsnit acceptere et afslag på 7,1 pct. for at få køberens underskrift på købsaftalen. Det tal er nu reduceret til 4,7 pct. For ejer­lej­lig­he­der­nes vedkommende skal der nu gives et afslag på 3,3 pct. mod 5,7 pct. i december og som­mer­hus­sæl­ge­ren giver 4,1 pct. mod 7,3 pct. i december.

- Også når det kommer til de aktiviteter, som ligger forud for en handel, ser vi markante fremgange, siger Jan Nordmann. – I juni til dato har vi 13 pct. flere fremvisninger end juni sidste år og de seneste 7 dage hele 23 pct. flere aktiviteter end samme dage sidste år. Det er i klar modsætning til tidligere på foråret, hvor aktiviteterne lå lavere end sidste år.

Alt i alt er der altså begrundet håb om, at boligmarkedet er ved at have overvundet krisen, der i væsentlighed var udløst af krigen i Ukraine: - Det ser ud til, at markedet har tilpasset sig den højere rente, og at den rekordhøje beskæftigelse har betydet, at bunden ikke gik ud af markedet trods stigende rente og energipriser. Under forudsætning af at rente og beskæftigelse holder sig på det nuværende niveau, er det vores bud, at vi ender 2023 som et normalt, godt år på boligmarkedet, lyder det fra EDC.

Derfor stiger lej­lig­heds­pri­ser­ne så meget

Der er flere årsager til de ekstraordinært store prisstigninger på lejlighederne især i hovedstaden, men også i andre større byer, hvor købestærke førs­te­gangs­kø­be­re og ældre, der sælger huset og flytter ind til byen, efterspørger de samme boliger.

    Læs artikel

    Ny mulighed for hånd­vær­ker­fradrag

    Gode nyheder til boligejere: En del af udgifterne til service på varmeanlægget kan nu fratrækkes via hånd­vær­ker­fradra­get. Det gælder for varmepumper, oliefyr og gasfyr – også i sommerhuset.

      Læs artikel

      Fortsætter boligpriserne op i år?

      Det tyder generelt på, at det bliver et godt år for danske boligejere med tegn på fortsatte prisstigninger, hvis man ser på de økonomiske nøgletal, blandt andet en inflation på lavt niveau og lønfremgang, som øger købekraften.

        Læs artikel