Ny teknologi hjælper trængt boligmarked
Der er vendt op og ned på boligmarkedet, hvor der, i modsætning til tidligere, nu er tale om købers marked mange steder. Det har fået landets største mæglerkæde, EDC, til at udvikle en helt ny service, som bedst kan beskrives som et omvendt køberkartotek.
Med den nye funktion kan en potentiel boligsælger teste, hvor mange købere der søger en ejendom svarende til sælgers og desuden abonnere på ordningen, således at den interesserede sælger får besked, så snart en køber opretter et ønske, der matcher sælgers ejendom. Det er gratis og uforpligtende for boligejeren at tilmelde sig overvågningen.
”Nye tider kræver nye løsninger, og vi har derfor arbejdet på at skabe en løsning, der giver boligejere mulighed for at teste markedet af, inden han eller hun forpligter sig med en aftale med ejendomsmægleren,” siger CEO for EDC Martin Wiesener. ”I det almindelige køberkartotek kan en køber skrive sine ønsker til en ny bolig op og få besked, når der kommer en ejendom til salg, der matcher disse ønsker. Men nu lancerer vi den omvendte funktion, hvor en boligejer i salgsovervejelser lægger nogle data op om sin bolig og så får besked, hver gang en køber med en matchende profil tilmelder sig køberkartoteket. Via en avanceret digitalisering sikrer vi at systemet udvælger de bedst matchende profiler og ikke mindst de mest ”varme” købere.”
Ved oprettelsen af ejendommen får ejeren desuden en beskrivelse af den enkelte interesserede købers ønsker, ligesom man kan teste, hvordan købsinteressen ændrer sig, hvis prisen reguleres op eller ned.
”Nogle boligejere går rundt med en opfattelse af, at markedet er gået helt i stå, mens andre måske fortsat har en forventning om, hvad deres bolig kan indbringe baseret på det gode marked vi havde sidste år. Begge dele er oftest forkerte, men med funktionen kan vi give sælger et reelt og aktuelt billede af, hvor stor interesse der er for netop hans eller hendes bolig til den givne pris,” siger Martin Wiesener.
Når en boligejer opretter sin ejendom i funktionen, skal der angives en forventet salgspris. ”Mange mennesker har en fornemmelse af, hvad deres bolig er værd, men som altid tilbyder vi naturligvis at give et mere sikkert bud i form af et Salgstjek. Det er stadig både gratis og uforpligtende,” lyder det fra EDC’s direktør.
Hos EDC er mere end 100.000 boligkøbere registreret i køberkartoteket, hvoraf godt 60.000 kan udsøges med specificerede ønsker til ny bolig.